Frederik 3. den Smukke, ty. Friedrich der Schöne, 1289-13.1.1330, hertug af Østrig, tysk konge fra 1314. Frederik overtog i 1306 det vigtige habsburgske hertugdømme Østrig. Han forsøgte at blive konge af Bøhmen og at udvide sit område mod Bayern, men uden held. I 1314 blev han valgt til tysk konge af fire kurfyrster; fire andre valgte dagen efter hans fætter Ludvig af Bayern. Forsøg på at sikre en pavelig afgørelse førte til, at paven underkendte begges valg. Fra 1316 begyndte Frederik et erobringstogt i Norditalien, støttet på kejservenlige grupper (se ghibelliner) og på sin svigersøn, Robert, konge af Neapel. I 1322 kom det til et afgørende slag med Ludvig ved Mühldorf. Frederik tabte og blev holdt fanget til 1325, hvorefter han og Ludvig indgik en aftale om at dele kongeværdigheden og regeringsmagten, som Frederik dog snart i realiteten trak sig tilbage fra.