Neckar, tysk biflod til Rhinen. Neckar udspringer ved byen Schwenningen i Schwarzwald og har sin udmunding ved Mannheim.

Neckar er 371 km lang og afvander 14.000 km2. Floden kan fra Mannheim til Esslingen besejles med pramme op til 2700 t, og højdeforskellen på 156 m overvindes ved hjælp af 24 sluser, der er bygget 1920-39 og 1950-60.

Neckar spiller ikke den store rolle for varetransporten mere, men besejles af mange udflugtsbåde og lystsejlere. Vandføringen varierer meget gennem året; den er mindst i september-oktober og størst i februar-april.

Ekstraordinært store højvander med oversvømmelser forekommer jævnlig om foråret især ved Neckars nedre løb. På strækningen fra Heilbronn til Heidelberg løber floden i en meget snæver dal, og på flere af bjergtoppene ligger gamle slotte og borge.

Læs også om Rhinen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig