Mainz, hovedstad i den tyske delstat Rheinland-Pfalz beliggende over for Mains udmunding i Rhinen; 199.200 indb. (2010). Mainz har en stor flodhavn og indgår sammen med Wiesbaden på Rhinens modsatte bred i en storbyregion. Byen er center for tv- og radioformidling og har en alsidig industri med fremstilling af cement, glas, it-udstyr, maskiner, finmekanik og næringsmidler.
Mainz er også centrum for handel med vin. Byens universitet, Johann Gutenberg-Universitetet, blev oprettet 1946 og førte traditionen fra et tidligere universitet (1477-1803) videre. Otto Hahn-instituttet (kemi) og et forskningsinstitut for polymerforskning, begge Max-Planck-institutter, er hjemmehørende i Mainz.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.