Coburg, tysk by ved floden Itz 90 km nord for Nürnberg i delstaten Bayern, 40.900 indb. (2011). Coburg er nævnt første gang i 1056; i 1200-t. kom den under greverne af Henneberg; fra midten af 1300-t. til 1918 tilhørte byen greverne af Meissen, som fra 1826 tog titlen hertuger af Sachsen-Coburg-Gotha. I 1920 sluttede Coburg sig ved en folkeafstemning til Bayern.

Den middelalderlige borg Veste Coburg, der ligger højt over byen og er en af Tysklands største, blev ombygget 1909-24 og er nu museum med rige samlinger af kunst og kunsthåndværk, især grafik og glas.

Stadthaus og Rathaus ved pladsen Markt er oprindelig fra 1500-t.; den gotiske Moritzkirche har barokinteriør fra 1700-t.

Renæssanceslottet Ehrenburg fra slutningen af 1500-t. blev ombygget i barok ca. 1700 og fik sit nygotiske udseende i 1810 efter tegninger af Karl Friedrich Schinkel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig