Faktaboks

Hans-Dietrich Genscher
Født
21. marts 1927
Død
31. marts 2016

Hans-Dietrich Genscher var en tysk politiker. Hans-Dietrich Genscher stammede fra Halle, der med Tysklands deling efter 2. Verdenskrig blev østtysk.

I 1952 flygtede han til Vesttyskland. Genscher opgav i 1956 sin juridiske karriere, gik ind i politik og blev i 1965 valgt ind i Forbundsdagen for FDP. Genscher var hjernen bag FDP's strategiske brud først i 1969 med CDU/CSU til fordel for en socialliberal koalition og siden med SPD i 1982 til fordel for en koalition med CDU/CSU.

I 1969 blev han indenrigsminister i SPD-FDP-regeringen med Willy Brandt som forbundskansler. Da Willy Brandt blev erstattet med kansler Helmut Schmidt på kanslerposten, blev den hidtidige FDP-formand, Walter Scheel, forbundspræsident, og Hans-Dietrich Genscher blev ny udenrigsminister og leder af FDP.

Hans-Dietrich Genscher endte med at blive Europas længst siddende udenrigsminister, idet han sad mellem 1974 og 1992. Han stod for en afspændingspolitik over for Østeuropa og ønsket om tæt europæisk integration. Genscher var bl.a. en af initiativtagerne til EU's økonomiske og monetære union.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig