FDP forlod koalitionen med CDU/CSU i 1966 efter uenighed med Ludwig Erhard om den økonomiske politik. Det betød, at Erhard efterfølgende blev vraget som formand af sit eget parti. CDU gik i stedet ind i en stor koalition med SPD med Kurt-Georg Kiesinger (CDU) som forbundskansler (kaldes i Tyskland for ’GroKo’ – Grosse Koalition). Denne regering, som ikke havde nogen opposition af betydning i Forbundsdagen, var i stand til at håndtere den økonomiske situation og den bølge af radikal politisk aktivitet på gaderne og på universiteterne, som opstod med studenteroprøret i 1968.
GroKo med CDU/CSU og SPD formåede også at tage de første skridt i retning af at få en normal vesttysk kontakt med de østeuropæiske lande i Østblokken. Kontakten til de østeuropæiske nabolande havde indtil da lidt under, at man under Adenauer ikke ville have diplomatisk kontakt med lande, som anerkendte DDR (med undtagelse af Sovjetunionen). Der var imidlertid kun få politikere og vælgere, som ønskede at have denne ret unaturlige regering med de to store partier på hver sin fløj.
Ved forbundsdagsvalget i 1969 kunne det lille FDP selv vælge, hvilket af de to store partier det ville støtte i regeringen. Selv om man aldrig eksplicit havde udmeldt en præference, havde der faktisk været flere indikationer på, at man ville vælge SPD. Det skete også. Willy Brandt, der var SPD-leder og udenrigsminister i den store koalition samt tidligere overborgmester i Vestberlin, blev forbundskansler. Walter Scheel blev som FDP-leder udenrigsminister.
Skiftet fra CDU til SPD på kanslerposten markerede enden på efterkrigsfasen i Vesttyskland. Skiftet viste landets status som et normalt europæisk demokrati med et styre, hvor magten veksler frem og tilbage mellem forskellige partier på centrum-højre og centrum-venstre siden, og hvor regeringer overlever kriser (i modsætning til under Weimar-republikken). Den nye regering lykkedes med at gennemføre de løfter, som begge partier havde afgivet under deres valgkampagner. Brandt-koalitionens nye politik over for de kommunistiske lande i Østeuropa blev kendt som østpolitikken (’Ostpolitik’) og resulterede i traktater med Sovjetunionen og Polen og en traktatlignende aftale med DDR såvel som en firemagtstraktat vedrørende Berlin.
SPD med Helmut Schmidt som forbundskansler vandt valget i 1976, men snart efter viste koalitionen tegn på at være slidt ned. Mange troede ikke, at den ville holde indtil 1980-valget. Så skete der imidlertid det, at de Kristelige Demokrater valgte den meget konservative CSU-leder, Franz Josef Strauss, som deres kanslerkandidat. Da FDP under ingen omstændigheder ville støtte Strauss som kansler, forblev SPD-FDP-koalitionen derfor intakt og vandt også valget i 1980.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.