Faktaboks

Angela Merkel

Angela Dorothea Merkel, Angela Dorothea Kasner

Født
17. juli 1954, Hamborg, Tyskland

Angela Merkel er en tysk politiker. Hun var forbundskansler fra 2005 til 2021. Angela Merkel blev født i Hamburg som datter af en præst, der få uger senere skulle tiltræde et embede ved den evangeliske kirke i Berlin-Brandenburg i DDR. Hun er den første kvindelige forbundskansler og den første fra det tidligere DDR.

Faderen gennemførte et smidigt samarbejde med de østtyske kirkemyndigheder, og i modsætning til mange andre præstebørn blev datteren efterhånden medlem af DDR's statslige børne- og ungdomsorganisationer, Thälmann-pionererne og Freie Deutsche Jugend, en omstændighed, der var gavnlig for hendes valg af studium.

Angela Merkel, der hverken havde tilpasningsvanskeligheder eller politiske ambitioner, uddannede sig til fysiker. Først efter Murens fald blev hun medstifter af gruppen Demokratischer Aufbruch.

Politisk aktiv i CDU

I 1990 blev hun medlem af CDU og var fra 1992 medlem af Forbundsdagen; 1991-1994 forbundsminister for kvinder og ungdom. 1994-1998 var hun forbundsminister for miljø, naturbeskyttelse og a-kraft. Angela Merkel blev i 2000 valgt til formand for det dengang skandaleramte CDU.

I maj 2005 blev Angela Merkel valgt som kanslerkandidat. Ved Forbundsdagsvalget i september 2005 vandt CDU/CSU med Angela Merkel som spidskandidat 35,2 % af stemmerne, mens SPD med forbundskansler Gerhard Schröder fik 34,2 %.

I koalitionsregering med SPD

Angela Merkel med den amerikanske præsident Barack Obama
Angela Merkel og Vladimir Putin i 2006. De kunne tale russisk sammen

Efter seje koalitionsforhandlinger blev hun i november 2005 valgt som forbundskansler som leder af en CDU/CSU-SPD-koalitionsregering. Som kansler lykkedes det hende at vække anerkendelse, og ved forbundsdagsvalget i september 2009 vandt den borgerlige blok en overbevisende sejr, også selvom CDU gik tilbage; CDU/CSU blev i stand til at danne regering sammen med FDP. Forbundsdagsvalget i september 2013 var en endnu større personlig sejr for Merkel, men da FDP for første gang i partiets eksistens lå under spærregrænsen, dannede hun som i 2005 en såkaldt stor koalitionsregering med SPD.

Tiden herefter blev præget af politisk stilstand og manglende samarbejdsdygtighed i den brede CDU/CSU-SPD-regering. Årsagen var de indbyrdes politiske forskelle inden for regeringen. Det var derfor så som så med store politiske aftaler, der gik igennem. Det smittede også negativt af på CDU/CSU's resultater ved de efterfølgende delstatsvalg. Til gengæld var Angela Merkel i stand til at skærpe sin politiske profil og slå sig op som landets ubestridte leder indadtil såvel som udadtil. Hun blev i denne periode mere populær end regeringen.

I koalition med FDP

Valgplakat fra 2009 med Angela Merkel
Creativecommons.org.
Licens: CC BY 2.0
Angela Merkel i 2010
Commons.Wikipedia .
Licens: CC BY 2.0

Angela Merkel, 6.9.2009. Ved Bundesdagsvalget i Düsseldorf.

.

Populariteten fik Merkel til gavn ved det efterfølgende forbundsdagsvalg. Valget i 2009 kom til at stå mellem de to tidligere regeringspartnere i form af Angela Merkels CDU og SPD med Frank-Walter Steinmeier (udenrigsminister i Merkels regering) som kanslerkandidater. Udfaldet blev, at Angela Merkel for anden gang i træk kunne lade sig udnævne til tysk kansler. Denne gang var det som leder af en såkaldt sort-gul koalition mellem CDU og FDP (de to partiers respektive farver) i kraft af historisk tilbagegang for SPD og en pæn fremgang til FDP, mens CDU fastholdt en nogenlunde stabil tilslutning.

FDP's håbefulde spidskandidat, Guido Westerwelle, blev Tysklands udenrigsminister i 2009. Valgets klare tendens var i øvrigt tydelig: De små partier vandt dramatisk frem over hele det politiske spektrum samtidig med, at de store traditionelle folkepartier (CDU/CSU og SPD) gik støt tilbage. Grunden var ikke mindst, at den store koalition med begge de to store partier havde slidt på opbakningen til begge partier, fordi den brede regering både havde svært ved at blive enig med sig selv, og fordi den tog beslutninger, som hverken centrum-højre- eller centrum-venstre-vælgerne brød sig om.

Merkel har demonstreret et vist engagement i det europæiske samarbejde. Modsat Schröder udviste hun tillige en højere grad af samarbejdsvillighed over for amerikanerne, indtil Donald Trump blev præsident i 2017. Hun havde også et tæt parløb med den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy, og hun slog til lyd for en stram økonomisk politik som svar på finanskrisen. Præsident Emanuel Macron har hun ligeledes haft en tæt alliance med, selv om den overvejende har fungeret på tyske præmisser.

Merkel har ligesom forgængerne forfægtet den ordoliberale linje i den økonomiske politik, som har domineret tysk økonomisk tænkning siden Anden Verdenskrig. Hun har måske endda i højere grad end sine forgængere slået til lyd for, at andre lande burde følge samme linje.

En ny stor koalition med SPD i 2013

Valgplakat med Angela Merkel
Creativecommons.org.
Licens: CC BY 2.0

Valget i september 2013 blev en personlig triumf for Merkel, som gik betydeligt frem med sit parti, CDU. Samtidig røg den hidtidige koalitionspartner, FDP, imidlertid ud af Forbundsdagen for første gang i partiets historie. Eneste realistiske regeringsmulighed i 2013 var derfor en regering på baggrund af en stor koalition mellem CDU/CSU og SPD. Den kom i stand efter lange forhandlinger, hvor Merkel efter krav fra SPD bl.a. måtte finde sig i indførelsen af en minimumsløn på det tyske arbejdsmarked med henblik på at afdæmpe effekten af dele af Hartz-reformerne, som ironisk nok var indført af SPD’s kansler Gerhard Schröder.

Valget i 2017 førte til et nederlag for begge de to store folkepartier, CDU/CSU og SPD. Under valgkampen havde SPD endvidere erklæret, at man under ingen omstændigheder ville gå med CDU/CSU i endnu en stor koalition. Merkel forsøgte derfor i flere måneder at danne en såkaldt Jamaica-koalition med FDP og De Grønne (eller die Grünen). Efter månedlange forhandlinger måtte forsøget imidlertid opgives, og eneste mulighed var derefter endnu en stor koalition mellem CDU/CSU og SPD, hvis man skulle have en flertalsregering, hvad der har været normen i Forbundsrepublikken Tyskland siden 1949.

Merkels krisehåndtering

Angela Merkel og Emanuel Macron i 2019

Under Merkel er Tyskland kommet til at spille en stærkere politisk lederrolle i Europa i dag end på noget tidspunkt siden 1945. De tre vigtigste sager med Merkel som kansler er Eurozonekrisen i relation til Grækenland, flygtninge- og migrantkrisen i EU i 2015-2016 samt corona-krisen i 2020-2021. Det er tre sager, hvor Tyskland med Merkel i spidsen – både på grund af pres udefra og på eget initiativ – har påtaget sig lederrollen, men hvor varetagelsen samtidig er foregået på meget forskellig vis.

I den første krise – eurozonekrisen – skete det ved at løfte den traditionelle tyske økonomiske filosofi, som altid havde fungeret så godt i Tyskland, op som løsningsmodel på europæisk plan. Lederskabet i denne situation var noget introvert og kortsigtet.

I den anden krise – flygtninge- og migrantkrisen – blev lederskabet under Merkel igen præget af tyske præferencer, som denne gang var skabt af den særlige tyske historie under både 2. Verdenskrig og i perioden med to tysklande. Lederskabet i denne situation var stadig overvejende introvert og uden hensyntagen, fordi man fejlagtigt antog, at et tysk idealistisk foregangslederskab ville vække applaus.

I den tredje krise – coronakrisen – har Tyskland og Merkel tilsyneladende lært lederskabslektien. Grundlaget for lederskabet er videt ud. Tyskland ofrer kortsigtet nogle ellers ret faste positioner angående fælles EU-gældsstiftelse. Omvendt er målet efter alt at dømme stadig sikringen af en tysk ordoliberal samfundsorden på mellemlangt og langt sigt i Den europæiske Union. Undtagelsen herfra er kun en engangsforeteelse, og den sker kun, fordi et vigtigere mål om sikringen af samfundsordenen dermed garderes.

Angela Merkel havde forud for forbundsdagsvalget i september 2021 meddelt, at hun ville træde tilbage som forbundskansler. Kandidat til posten fra CDU/CSU var Armin Laschet. Han tabte imidlertid til Olaf Scholz fra SPD, som overtog posten som forbundskansler efter Merkel i december 2021.

Efter sin afgang fra kanslerposten har Merkel været udsat for kritik for at have været alt for naiv i sine udenrigspolitiske relationer til Rusland. Hun har ikke svaret klart igen herpå.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig