Faktaboks

Walter Ulbricht

Walter Ernst Paul Ulbricht

Født
30. juni 1893
Død
1. august 1973

Walter Ulbricht på 20-årsdagen for oprettelsen af DDR som stat, den 7.10.1969.

.

Walter Ulbricht var en tysk politiker. Fra 1945 og frem var han en af de mest centrale politikere i DDR.

Walter Ulbricht var udlært møbelsnedker og blev i 1912 medlem af SPD. Han gik i 1919 med i det nye kommunistiske parti, KPD, og blev i 1923 indvalgt i Centralkomitéen og i 1929 i politbureauet. Walter Ulbricht repræsenterede partiet i den saksiske landdag i årene 1926-1929 og sad 1928-1933 i Rigsdagen.

Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 flygtede Ulbricht, og i 1938 kom han til Sovjetunionen, hvor han som Kominternfunktionær medvirkede ved de stalinistiske udrensninger, der kostede lidt over 400 tyske kommunister livet. I 1943 stod han bag Nationalkomitee Freies Deutschland.

I april 1945 kom Walter Ulbricht med Den Røde Hær tilbage til Tyskland, hvor han deltog i genopbygningen af KPD. Han var arkitekten bag dannelsen af enhedspartiet SED i 1946 og blev partiets reelle leder. I årene 1950-1953 var han generalsekretær og fra 1953 førstesekretær for partiet og som sådan den reelle leder af DDR.

Fra 1960 var han tillige formand for Statsrådet, dvs. statsoverhoved. I maj 1971 blev han fjernet fra magten af Erich Honecker, der overtog posten som førstesekretær. Walter Ulbricht forblev dog formand for Statsrådet til sin død.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig