Berlinmuren

Opførelsen af den 45,1 km lange mur langs grænsen mellem østsektoren og de tre vestsektorer i Berlin blev påbegyndt om natten til den 13. august 1961, da østtyske arbejdere, bevogtet af soldater, afspærrede grænsen med betonklodser, hulsten af cellebeton, tilmurede huse og pigtråd.

Den første afspærring blev inden for de følgende år erstattet af en betonmur, der hele tiden blev udbygget. Derefter kunne kun 7 af 81 grænseovergangssteder (heriblandt Checkpoint Charlie og S- Bahnhof Friederichstrasse) benyttes, og kun med særlig tilladelse. Også grænsen mellem DDR og Vesttyskland var blevet lukket.

Opførelsen af muren havde politiske og økonomiske grunde: nemlig at standse flugten af østtyskere fra Øst- til Vestberlin og videre til Vesttyskland. Flugtbølgen var blevet så omfattende at den truede stabiliteten i det østtyske samfund og i den østtyske økonomi. Siden oprettelsen af DDR i oktober 1949 var et stort antal borgere flygtet fra DDR; frem til murens opførelse i alt 2,7 mio. Alene i juli 1961 flygtede mere end 30.000 mennesker. De flygtende var overvejende unge, mænd og faglærte.

Initiativet til at bygge muren udgik fra den østtyske ledelse, og det var den senere stats- og partileder Erich Honecker, der ledede det organisatorisk noget vanskelige arbejde ,med i hemmelighed at forberede opførelsen. Den "antifascistiske beskyttelsesmur", som DDR betegnede den, blev suppleret med en betonmur på 112 km rundt om hele Vestberlin.

Først den 19. juli 1962 forbød DDR's regering med omgående virkning også ethvert besøg og ophold langs den 300 km lange kyststrækning ved Østersøen mellem Forbundsrepublikken og Polen. Undtagelser krævede herefter særlig tilladelse. Foranstaltningen skete for at forebygge eventuelle forsøg på republikflugt. Dermed var DDR helt lukket af.

Muren spærrede DDR's borgere af fra omverdenen, og den kom til at udgøre fundamentet for statens eksistens og SED's magt. I begyndelsen af 1989 lod Honecker vide, at muren skulle bestå, så længe årsagerne til den eksisterede.

Muren afbrød så godt som alle forbindelser mellem Vestberlin og Østberlin, og den afbrød alle familiemæssige og sociale relationer mellem indbyggerne i de to dele af byen. Den situation tvang det vestberlinske bystyre under overborgmester Willy Brandt (SPD) til at forhandle med det østtyske styre, som det ikke anerkendte, for at søge at opnå besøgstilladelser for vestberlinerne til Østberlin. Det førte til, at Willy Brandt i 1962 kunne forhandle sig til en aftale med østtyskerne – den såkaldte passérseddelaftale – der gjorde det muligt for vestberlinerne i julen 1963 at kunne tage på kortvarigt familiebesøg i Østberlin. En sådan aftale blev igen indgået de følgende år. Derimod fik østberlinerne ikke mulighed for at tage på besøg i Vestberlin.

Berlinmuren blev pludseligt åbnet den 9. november 1989 om aftenen som følge af pres fra DDR's befolkning og borgerbevægelse, og med indførelsen af fri udrejsemulighed smuldrede fundamentet for DDR's eksistens. Det skete, efter at SED's pressesekretær Günter Schabowski på et pressemøde noget forfjamsket havde erklæret, at så vidt han vidste gjaldt de nye rejseregler, dvs. fri udrejse "fra nu af" og "øjeblikkeligt" (på tysk unverzüglich). Vantro østberlinere tog derefter til grænseovergangen ved Bornholmer Strasse og pressede grænsevagterne til at åbne grænsebommene til Vestberlin. Det skete også derefter ved andre grænseovergange. Muren var åbnet.

Det skønnes, at omkostningerne ved opførelsen af muren svarede til et års boligproduktion. Den var skarpt bevogtet af særligt udvalgte grænsesoldater, som fra 1971 havde ordre til at skyde for at dræbe for at standse flygtningene.

Alligevel forsøgte mange østtyskere at komme over, under og igennem muren, heriblandt adskillige grænsesoldater. Flugten menes at være lykkedes for flere tusinder. Indtil murens fald skønnede man, at op imod 100 mennesker var blevet dræbt i forbindelse med flugtforsøg, men en senere opgørelse (1994) anfører 244 dødsofre. Det sidste drab fandt sted i begyndelsen af 1989.

I 1990 blev tre grænsesoldater dømt for dette drab, og i september 1993 blev tre medlemmer af DDR's nationale forsvarsråd, der havde udstedt skydeordren, idømt fængselsstraffe ved en forbundstysk domstol.

I 2001 blev Gedenkstätte Berliner Mauer og Dokumentationszentrum Berliner Mauer indviet ved Bernauer Strasse, der i 1961 var blevet delt af muren.

• Murens fald
• Berlins historie fra 1945
• den kolde krig