Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyskland - historie - 1914-1933

Oprindelige forfattere BiSt og JNL Seneste forfatter Redaktionen

1. Verdenskrig 1914-18

1. Verdenskrig.  Hindenburg inspicerer under Slaget ved Tannenberg 23.-31.8.1914. Tv. general von Ludendorff.

1. Verdenskrig. Hindenburg inspicerer under Slaget ved Tannenberg 23.-31.8.1914. Tv. general von Ludendorff.

Indenrigspolitisk førte 1. Verdenskrigs udbrud til en indre borgfred. Den fastlåste skyttegravskrig stillede store krav til krigsøkonomien, og i 1916 vedtog Rigsdagen den såkaldte Lov om hjælp til fædrelandet, som gav regeringen vidtrækkende muligheder mht. mobilisering af arbejdskraft, indgreb i økonomien mv.

Uenighed om krigsmålene og om en eventuel demokratisering af samfundslivet efter krigen førte dog snart til store indenrigspolitiske spændinger.

Den egentlige magt lå efter 1916 hos den militære ledelse, hvis kompromisløse stræben efter en "sejrsfred" trods militær fremgang i krigens første år førte til en stadig mere håbløs militær og politisk situation.

Annonce

Tyskland var ganske vist i foråret 1918 i stand til at påtvinge revolutionsregimet i Rusland Brest-Litovsk-freden, men indførelsen af den uindskrænkede ubådskrig havde året før ført USA ind i krigen på allieret side. I 1918 måtte den militære ledelse efter en sidste desperat offensiv erkende, at centralmagternes sammenbrud, den britiske blokade og revolutionær uro på hjemmefronten gjorde en våbenstilstand absolut nødvendig.

Under indtryk af den desperate situation dannedes samtidig en ny regering under ledelse af den moderate prins Max af Baden, som optog kontakt til socialdemokraterne og til de allierede med henblik på at få tilvejebragt en våbenstilstand og fred.

Tyskland. Nationalteatret i Weimar udgjorde en smuk kulisse for den forfatningsgivende nationalforsamling i 1919. Weimar havde dog kun liden politisk symbolkraft, når det gjaldt mobiliseringen af 1900-t.s moderne massesamfund bag den unge republik.

Tyskland. Nationalteatret i Weimar udgjorde en smuk kulisse for den forfatningsgivende nationalforsamling i 1919. Weimar havde dog kun liden politisk symbolkraft, når det gjaldt mobiliseringen af 1900-t.s moderne massesamfund bag den unge republik.

Weimarrepublikken

Novemberrevolutionen, som brød ud 9.11.1918, og våbenstilstandsaftalen den 11.11. 1918 blev indledningen til en periode med revolutionære omvæltninger. På den ene side kom revolutionen til at markere et gennembrud for den politiske og sociale opposition i kejserriget, bl.a. fagbevægelsen, SPD og de progressive liberale kræfter. På den anden side indebar fagbevægelsens og SPDs politik, at der i Weimarrepublikken forblev en vis kontinuitet i relation til kejserriget.

På det sociale område medførte den såkaldte Stinnes-Legien-aftale, at fagbevægelsen blev anerkendt som overenskomstpartner, indførelse af 8-timers arbejdsdag og andre sociale fremskridt. På det politiske område søgte revolutionsregeringen under SPDs leder, Friedrich Ebert, en hurtig stabilisering med afholdelse af valg til en forfatningsgivende nationalforsamling. Revolutionsregeringen overtog således stort set det kejserlige og det preussiske embedsværk intakt og undlod at reformere delstaternes forhold til centralmagten.

Friedrich Ebert og hustru på vej til valglokalet ved et valg til Rigsdagen.

Friedrich Ebert og hustru på vej til valglokalet ved et valg til Rigsdagen.

Dette betød, at den store delstat Preussen fastholdt sin dominerende stilling. Ebert indgik en aftale med den øverste hærledelse, hvorved hæren stillede sig til rådighed for den nye regering, men den åbnede også mulighed for kejserrigets officerskorps til at fastholde en autonomi i forhold til Rigsdag og regering.

Den demokratiske Weimarforfatning blev 11.8.1919 vedtaget af et flertal bestående af Weimarpartierne, SPD, DDP og Zentrum. Allerede før sin fødsel var den nye republik imidlertid belastet af, at det demokratiske regime den 28.6.1919 i Versailles måtte undertegne en fredstraktat så hård, at den nye republik blev mål for en nationalistisk hetz.

Tyskland måtte afstå store landområder, underkaste sig rustningsbegrænsninger, allieret kontrol og besættelse af Rhinlandet, påtage sig skylden for krigsudbruddet og endelig påtage sig omfattende krigsskadesbetalinger.

En vis stabilitet blev dog etableret i kraft af den magtfulde præsidentpost, som 1919 blev besat af Ebert, af en vis politisk stabilitet på delstatsniveau samt først og fremmest i kraft af, at den stærke preussiske delstat næsten hele perioden frem til 1932 blev regeret af en stabil centrum-venstre koalition.

Tysk indenrigspolitik var 1919-23 præget af skiftende regeringskriser, revolutionære uroligheder, højreradikal terror og nationalistisk hetz. I 1920 overlevede republikken Kapp-kuppet (se Wolfgang Kapp). Konflikten med de allierede om betalingen af de tyske krigsskadeserstatninger førte 1923 til fransk besættelse af Ruhrområdet, en ny bølge af politisk uro samt en periode med hyperinflation.

Gustav Stresemann. I Stresemanns personlighed samledes mange af de modstridende tendenser, som kendetegnede tysk udenrigspolitik i 1920'erne. Hans politik forenede en moderat forståelsespolitik med geopolitisk taktik og ambitioner om en revision af Versaillestraktaten. Udateret fotografi.

Gustav Stresemann. I Stresemanns personlighed samledes mange af de modstridende tendenser, som kendetegnede tysk udenrigspolitik i 1920'erne. Hans politik forenede en moderat forståelsespolitik med geopolitisk taktik og ambitioner om en revision af Versaillestraktaten. Udateret fotografi.

Højrepartierne rasede samtidig mod regeringens "opfyldelsespolitik", mens højreradikal terror kostede flere moderate politikere livet. I 1923 forsøgte det i Bayern etablerede NSDAP under ledelse af Adolf Hitler uden held det såkaldte Ølstuekup.

Fra 1924 etableredes imidlertid en vis stabilitet, efter at Ruhrbesættelsen ved amerikansk mellemkomst var blevet bragt til ophør. Med Dawesplanen sikredes Tyskland internationale kreditter mod en stabilisering af marken og et midlertidigt kompromis med hensyn til krigsskadesbetalingerne. Mellem 1924 og 1928 var republikken præget af centrum-højre-regeringer på rigsplan og af en vis social og politisk stabilitet.

En nøglefigur var i denne periode DVPs leder, Gustav Stresemann, som var udenrigsminister frem til 1929, og hvis moderate politik var en vigtig forudsætning for den politiske stabilitet. I de første år efter krigen led Tyskland under international isolation. Man forsøgte i 1922 at bryde den med Rapallo-traktaten med Sovjetunionen om et økonomisk og politisk samarbejde samt om et hemmeligt militært samarbejde med henblik på at omgå rustningsbegrænsningerne.

I 1925 underskrev Tyskland Locarnopagten, som garanterede Tysklands vestgrænse. Tyskland indtrådte i Folkenes Forbund, og i 1929 nåede man med Young-planen endelig til enighed om de tyske krigsskadesbetalinger. Denne moderate politik blev dog modsvaret af, at man nægtede at anerkende den tysk-polske grænsedragning samt som nævnt af forsøg på i det skjulte at omgå de militære rustningsbegrænsninger.

Med Eberts død i 1925 og valget af den konservative feltmarskal Paul von Hindenburg til præsident forskubbede den politiske tyngde sig mod højre. Mens de moderate partier led under vælgertilbagegang, var der fremgang for de mere militante højrepartier, små protestpartier og frem for alt, fra 1929, for NSDAP, som under Hitlers lederskab markerede sig som ledende kraft i den nationalistiske opposition.

Tyskland. I takt med den politiske kulturs forfald steg plakatkunsten sammen med andre moderne propagandametoder til nye højder. Først og fremmest de store massebevægelser satte nye kunstneriske udtryksformer i politikkens tjeneste. Disse plakater fra 1930-32 er øverst fra venstre SPD og Zentrum. De viser begge hovedfjenderne som nazisme og kommunisme. En plakat fra kommunistpartiet KPD ses nederst tv., mens der nederst th. opfordres til ved præsidentvalget i 1932 at stemme på Hitler, vort sidste håb.

Tyskland. I takt med den politiske kulturs forfald steg plakatkunsten sammen med andre moderne propagandametoder til nye højder. Først og fremmest de store massebevægelser satte nye kunstneriske udtryksformer i politikkens tjeneste. Disse plakater fra 1930-32 er øverst fra venstre SPD og Zentrum. De viser begge hovedfjenderne som nazisme og kommunisme. En plakat fra kommunistpartiet KPD ses nederst tv., mens der nederst th. opfordres til ved præsidentvalget i 1932 at stemme på Hitler, vort sidste håb.

I 1930 brød den politiske og økonomiske stabilitet sammen under depressionens gennemslag, omfattende arbejdsløshed og politisk radikalisering. Republikkens forfatningsorden var under pres dels fra konservative kræfter og officerskredse, som ønskede rigspræsidentens fuldmagter anvendt til fordel for en konservativ forfatningsændring, dels fra de politiske yderfløje i skikkelse af NSDAP og KPD.

I 1930 indsatte Hindenburg en præsidialregering under ledelse af rigskansler Heinrich Brüning. Et politisk opgør om dennes nødretslovgivning førte til et rigsdagsvalg, som september 1930 blev det første store gennembrud for de radikale fløjpartier, først og fremmest NSDAP. Under indtryk af den politiske krise tolererede SPD herefter Brünings præsidialstyre.

Imens var Tyskland hærget af omfattende arbejdsløshed, social elendighed og paramilitære voldshandlinger. I 1932 var tilslutningen til nazisterne så omfattende, at Hitler kunne udfordre Hindenburg ved præsidentvalget. I juni 1932 indsattes den stærkt konservative Franz von Papen som rigskansler, uden at han dog formåede at forpligte Hitler til at støtte sin regering.

Den 20.7.1932 afsatte von Papen med hjemmel i præsidentens nødretsbeføjelser den preussiske regering, som længe havde stået i centrum i modstanden mod nazismen. Det efterfølgende rigsdagsvalg blev en massiv sejr for NSDAP og KPD.

Heller ikke den "sociale general" Kurt von Schleicher, som i december 1932 afløste von Papen, kunne sikre den fornødne politiske tilslutning til sit forsøg på at mobilisere arbejderkræfter over en bred front fra NSDAP til SPD bag en politik, som forenede arbejdsskabelses- og arbejdstjenesteprogrammer.

Efter et nyt rigsdagsvalg, som gav et markant tilbageslag for NSDAP, lykkedes det 30.1.1933 at overtale præsident von Hindenburg til at udnævne Hitler til rigskansler i en nazistisk-konservativ koalitionsregering.

Til det foregående afsnit.

Næste afsnit (Fra 1933 og frem).

Læs mere om Tyskland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Stöber, Johnny N. Laursen: Tyskland - historie - 1914-1933 i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175861