Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyskland - historie - 1866-1914

Oprindelige forfattere BiSt og FMyg Seneste forfatter Redaktionen

Kejserriget i støbeskeen

Otto von Bismarck. Dette officielle portrætfoto af kansleren er taget omkring 1865, kort tid efter at han som preussisk ministerpræsident havde gennemført den omstridte hærreform. Bismarck bærer den karakteristiske preussiske pikkelhue.

Otto von Bismarck. Dette officielle portrætfoto af kansleren er taget omkring 1865, kort tid efter at han som preussisk ministerpræsident havde gennemført den omstridte hærreform. Bismarck bærer den karakteristiske preussiske pikkelhue.

Tyskland var nu delt i tre områder: for det første det preussisk dominerede Nordtyske Forbund og for det andet de fire stater syd for Mainfloden, Bayern, Baden, Württemberg og Hessen-Darmstadt; de blev via militæraftaler og toldinstitutioner knyttet til Det Nordtyske Forbund.

På grund af fransk modstand og stærke antipreussiske strømninger var de sydtyske stater 1866-71 endnu ikke rede til at blive en del af en samlet tysk nationalstat. For det tredje var der de tabende stortyske østrigere, der efter krigen gled ud af det tyske nationale projekt.

I Det Nordtyske Forbund skabtes en række politiske og økonomiske strukturer, der fungerede videre i Det Tyske Kejserrige efter 1871. På det forfatningsmæssige plan blev der oprettet et nationalt parlament med vidtgående lovgivningsmæssige beføjelser, valgt af hele den voksne mandlige befolkning.

Annonce

Det var dog begrænset af den føderale forbundsstats forbundsråd, der også havde lovgivende funktioner, af kansleren, der ikke var ansvarlig over for parlamentet, og af den preussiske konge, der som statsoverhoved havde den øverste udøvende magt, den militære overkommando og ansvaret for udenrigspolitikken.

På den økonomiske politiks område gennemførte forbundets første kansler, Otto von Bismarck, 1866-71 en række liberale reformer, der bragte ham i alliance med det nationalliberale borgerskab om samlingen af Nord- og Sydtyskland.

Det Tyske Rige

Kejser Vilhelm 1. i et fotografisk atelier, formentlig i 1880'erne.

Kejser Vilhelm 1. i et fotografisk atelier, formentlig i 1880'erne.

Den nationale samling kom i stand efter den tyske sejr i Den Fransk-tyske Krig 1870-71, hvor det under indtryk af den nationale modsætning mellem tysk og fransk lykkedes Bismarck at få de sydtyske stater til at tilslutte sig den nye nationalstat, Det Tyske Kejserrige, officielt Det Tyske Rige. Kejserriget blev proklameret i Spejlsalen i Versailles 18.1.1871 med Preussens kong Vilhelm 1. som kejser.

Indenrigspolitisk var kejserrigets første år frem til 1878-79 en liberal epoke, præget af Bismarcks samarbejde med de nationalliberale om frihandelspolitik og liberale økonomiske reformer, der blev gennemført under det økonomiske Gründerboom 1870-73. Et andet liberalt træk var Kulturkampen, rettet mod den katolske gejstlighed og den politiske katolicisme, som dog i længden kun styrkede den tyske katolicismes indre sammenhængskraft.

Den liberale æra afløstes af en konservativ periode, da Bismarck i 1879 imødekom sværindustriens og junkernes krav om toldbeskyttelse som et værn mod den økonomiske krise. Toldlovgivningen blev gennemført i samarbejde med de nationalliberale, de tysk-konservative og de tidligere "rigsfjender" fra Kulturkampen i det katolske Zentrum-parti og medførte en splittelse af det liberale Tyskland, da de venstreliberale mistede deres politiske indflydelse.

Denne konservative såkaldte rug- og jernalliance blev allerede indledt med vedtagelsen af Socialistloven i 1878, en undtagelseslov, rettet mod det tyske socialdemokrati og arbejderbevægelsen, som dog på længere sigt ikke kunne hindre det tyske socialdemokrati i at øge sin parlamentariske og organisatoriske styrke.

Sideløbende med de repressive foranstaltninger gennemførte Bismarck fra midten af 1880'erne den banebrydende socialforsikringslovgivning — verdens første offentlige arbejderforsikring — der sigtede på at integrere de tyske arbejdere i nationalstaten.

Udenrigspolitisk var perioden frem til 1890 præget af Bismarcks alliancepolitik, der efter Den Fransk-tyske Krig og den tyske anneksion af Alsace-Lorraine var bestemt af modsætningsforholdet til Frankrig og skulle hindre den frygtede fransk-russiske knibtang om Tyskland.

Dertil kom, at alliancepolitikken også skulle overbevise om, at det nye Tyskland "midt i Europa" ikke ville forrykke den europæiske magtbalance. Derfor indgik Bismarck i 1870'erne og 1880'erne en række alliancer og aftaler med Østrig-Ungarn, Rusland og Italien, der isolerede Frankrig, uden at Tyskland forpligtede sig til at vælge side i modsætningerne mellem Rusland og Storbritannien og mellem Rusland og Østrig-Ungarn på Balkan.

Også det forværrede forhold til Rusland efter Berlinkongressen i 1878 lykkedes det Bismarck at slå bro over med en traktat i 1887, hvor Rusland forpligtede sig til neutralitet i tilfælde af et fransk angreb på Tyskland.

Bismarcks forsigtige politik gjorde det også lettere for den nye nationalstat fra 1884 at deltage i den imperialistiske jagt på oversøiske kolonier. I 1884 blev det nuværende Namibia en tysk koloni som Tysk Sydvestafrika; samme år erhvervedes Cameroun og Togo i det centrale Afrika og året efter områder i Østafrika og Stillehavet, uden at det skabte spændinger i forholdet til den britiske verdensmagt.

Den vilhelminske æra

Tyskland. Den tyske samling skabte betingelserne for en meget hurtig industrialiseringsproces. Mellem 1880'erne og 1. Verdenskrig overhalede industrien landbruget mht. beskæftigede, investeringer og produktionsværdi, og i samme periode overtog Tyskland Storbritanniens plads som Europas førende industrination. Især inden for nye sektorer som kemi- og elektroindustrien blev Tyskland ledende på verdensplan. Dette fotografi, der stammer fra omkring 1900, er fra Krupp-værkerne i Essen.

Tyskland. Den tyske samling skabte betingelserne for en meget hurtig industrialiseringsproces. Mellem 1880'erne og 1. Verdenskrig overhalede industrien landbruget mht. beskæftigede, investeringer og produktionsværdi, og i samme periode overtog Tyskland Storbritanniens plads som Europas førende industrination. Især inden for nye sektorer som kemi- og elektroindustrien blev Tyskland ledende på verdensplan. Dette fotografi, der stammer fra omkring 1900, er fra Krupp-værkerne i Essen.

Perioden indledtes med Vilhelm 2.s tronbestigelse i 1888 og Bismarcks afgang i 1890 og varede frem til kejserrigets undergang i 1. Verdenskrig. 1885-95 overhalede industrien landbruget, og industrialiseringen tog især fart 1895-1914, da Tyskland overtog Storbritanniens status som den førende industrination og især blev dominerende inden for den nye elektro- og kemiproduktion.

Industrisamfundet skabte konflikter, som blev åbenbare, da Bismarcks efterfølger som rigskansler, Leo von Caprivi, i 1894 blev væltet af kejseren og de konservative preussiske junkere, da han bl.a. forsøgte et brud på toldbeskyttelsen.

De følgende rigskanslere fik i stigende grad svært ved at holde sammen på de konservative alliancer, hvilket også hang sammen med, at socialdemokraternes og de venstreliberales krav om parlamentarisme og afskaffelse af den preussiske treklassevalgret og toldprotektionen skabte en polarisering i forholdet til højrefløjen omkring kejseren og de konservative bastioner i Preussen.

Den nationale rigsdags voksende reelle betydning blev tydelig, da rigskansler Bülow i 1909 tog sin afsked efter at være kommet i mindretal på en reform af rigets finanser.

Udenrigspolitisk brød Bismarcks alliancesystem sammen efter 1890 og afløstes af en "ny kurs", der ikke i samme grad lagde vægt på at forny traktaten med Rusland og derfor banede vej for den frygtede fransk-russiske tilnærmelse i 1892.

Tyskland indledte sin deltagelse i den imperialistiske Weltmachtpolitik, som især med det forcerede flådebyggeri fra 1898 indledte den tysk-britiske konfrontation. Den tyske udenrigspolitik blev i stigende grad fastlagt i kredsen omkring kejseren og den øverste hær- og flådeledelse ud fra en tro på egen styrke og ønsket om "en plads i Solen".

Denne mere aggressive udenrigspolitik isolerede Tyskland (og dets faste alliancepartner Østrig-Ungarn), især i forbindelse med Marokkokriserne 1905-06 og 1911, og banede vejen for de to fastlåste defensive alliancesystemer, Tripelententen og Centralmagterne. Med til at skærpe de storpolitiske modsætninger var store nationalistiske interesseorganisationer som Altyske Forbund, der fra højre lagde pres på regering og kejser for en mere uforsonlig nationalistisk og imperialistisk politik.

1. Verdenskrig. Den østrig-ungarske tronfølger Frans Ferdinand og hans hustru forlader rådhuset i Sarajevo for at stige ned i den vogn, som kort efter blev skuepladsen for mordet på ham.

1. Verdenskrig. Den østrig-ungarske tronfølger Frans Ferdinand og hans hustru forlader rådhuset i Sarajevo for at stige ned i den vogn, som kort efter blev skuepladsen for mordet på ham.

Den tilsyneladende paradoksale blanding af stormagtsambitioner og følelsen af at være isoleret "midt i Europa" sammen med alliancepartneren Østrig-Ungarn var baggrunden for, at den tyske regering efter attentatet i Sarajevo i juli 1914 gav dobbeltmonarkiet fuld opbakning til et ultimatum og en straffeaktion imod serberne uanset risikoen for en krig mod Rusland.

Trods uenighed om brug af militære eller diplomatiske midler var den militære ledelse og regeringen enige om, at en krig mod Rusland var uundgåelig på længere sigt. Tysklands manglende vilje til at lægge bånd på Østrig-Ungarn og Ententemagternes manglende vilje til at tøjle Rusland førte til den russiske mobilisering efter det østrig-ungarske angreb på Serbien.

Herefter kom den militære logik til at beherske situationen, og Tyskland erklærede Rusland krig den 1.8.1914 for at kunne realisere von Schlieffens plan om en tofrontskrig imod Frankrig og Rusland. Den 3/8 erklærede Tyskland Frankrig krig, og som svar på den tyske indmarch i Belgien gik Storbritannien ind i krigen dagen efter.

Til det foregående afsnit.

Næste afsnit (1914-1933).

Læs mere om Tyskland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Stöber, Finn Mygind: Tyskland - historie - 1866-1914 i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175857