Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henrik 3.

Oprindelig forfatter KVJ Seneste forfatter sthornval

Henrik 3., Heinrich, 28.10.1017-5.10.1056, tysk konge fra 1039, tysk-romersk kejser fra 1046, søn af Konrad 2. Henrik styrkede kejsermagten territorialt ved erobringer i Bøhmen, Ungarn, Burgund og Italien. Han var først gift med Knud 2. den Stores datter Gunhild (d. 1038) og fik især gennem ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen indflydelse på dansk kirkepolitik. Gennem sin anden hustru, Agnes af Poitou, blev Henrik inddraget i den cluniacensiske bevægelse for Gudsfred og reform af kirken, fx i kampen mod simoni. I 1046 drog han til Italien, afsatte tre stridende paver og fik sin egen kandidat valgt. De følgende tre paver var også Henrik 3.s tyske kandidater, men i stigende grad hævdede de deres uafhængighed af verdslig magt. Under Henrik 3. var kejseren endnu ideologisk førende, efter ham fulgte Investiturstriden mellem kejser og pave.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kurt Villads Jensen: Henrik 3. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=90602