Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik 1. Barbarossa

Oprindelig forfatter KVJ Seneste forfatter Redaktionen

Frederik 1. Barbarossa, (ital. 'Rødskæg'), 1122-10.6.1190, tysk konge fra 1152, tysk-romersk kejser fra 1155, søn af hertug Frederik 2. af Schwaben og Judith, datter af hertug Henrik af huset Welf. Frederik var den første kejser af staufernes slægt (se Hohenstaufen).

I 1147 blev Frederik hertug af Schwaben og indledte en udsoningspolitik over for staufernes rivaler, welferne, som hans mor stammede fra. Samme år deltog han i det 2. korstog. I 1152 blev han valgt til tysk konge efter sin farbror, Konrad 3. En af hans første embedshandlinger var at mægle i den danske tronstrid mellem Svend, Knud og Valdemar til fordel for Svend.

I 1154 indledte Frederik det første af en række togter til Italien for at hævde rigets interesser. En skrøbelig alliance blev etableret med paven, og 18.6.1155 kronedes Frederik til kejser i Peterskirken i Rom.

Annonce

Frederik vendte sig mod de norditalienske bystater. Milano var den største modstander og blev erobret i 1158 og på ny i 1162. Senere uroligheder kulminerede i dannelsen af Den Lombardiske Liga i 1167, som var vendt mod Frederik, der efter forgæves forsøg på at bekæmpe ligaen måtte indlede en våbenhvile i 1177; den blev afsluttet med en fredsslutning i Konstanz i 1183.

Frederik havde via Bolognaskolen fået kendskab til romerretten, og dens idéer om kejseren som en selvstændig autoritet i sig selv — uden om paven — blev et vigtigt fundament for Frederiks kejserideologi. Fra 1156 betegnede han konsekvent sit rige som sacrum imperium 'det hellige kejserrige'.

Forholdet til pavestolen forblev dårligt. Ved Hadrians død i 1159 valgtes Alexander 3. til ny pave, men Frederik støttede modpaven, Viktor 4. Gensidige bandlysninger indledte et kirkeskisma, der kom til at bestå indtil 1177.

I Tyskland lykkedes det Frederik at holde forskellige fyrsteslægter i balance gennem en bevidst forleningspolitik. Hans welfiske fætter Henrik Løve søgte i slutningen af 1170'erne at skabe sig en selvstændig magtbase fra sine rigslen Sachsen og Bayern, men måtte i 1180 kapitulere endegyldigt.

Forholdet til Byzans, den anden store kejsermagt, var præget af diplomatiske kontakter uden store følger. I 1187 blev Frederik den ubestridte leder af det 3. korstog, der drog af sted i 1189. Hæren var veludrustet, men blev opholdt næsten et år i Lilleasien af tyrkerne, inden Ikokium (Konya) blev erobret i maj 1190. Krigslykken var vendt, og vejen syntes åben mod øst, da den næsten 70-årige kejser druknede under en svømmetur i bjergfloden Saleph.

Frederik blev af samtiden beskrevet som middelhøj og med fysisk styrke. Han var en gudfrygtig kirkegænger og en dygtig jæger. Han blev anset for at være en glimrende taler på tysk, men han forstod kun dårligt latin. Tillige var han interesseret i historiske studier; en hovedkilde til hans bedrifter er det historieværk, som han bestilte hos Otto af Freising.

Frederik blev i en sen eftertid, af den nationale italienske historieskrivning i 1800-t., oftest skildret som en blodig tyran, og liberale tyske kredse betragtede ham på samme tid som en reaktionær fortidig skikkelse. Det nye tyske kejserriges støtter efter 1871 hyldede imidlertid Frederik som forløberen for kejser Vilhelm 1. Efter nazitidens billede af Frederik som eksponent for tysk erobring mod øst lægger flere historikere nu vægt på hans lovgivningsarbejde og toldpolitik, der nedbrød grænser mellem europæiske regioner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kurt Villads Jensen: Frederik 1. Barbarossa i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79624