• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

koncentrationslejr

Oprindelige forfattere OTha og Strae Seneste forfatter Redaktionen

Koncentrationslejr. Fanger i Buchenwald umiddelbart efter lejrens befrielse i april 1945. Hårdt tvangsarbejde, ekstrem sult, sygdom og mishandling var fangernes betingelser. Antallet af ofre for den nazistiske forfølgelse og racepolitik var så stort, at SS i de større lejre opførte krematorier til at brænde de døde i.

Koncentrationslejr. Fanger i Buchenwald umiddelbart efter lejrens befrielse i april 1945. Hårdt tvangsarbejde, ekstrem sult, sygdom og mishandling var fangernes betingelser. Antallet af ofre for den nazistiske forfølgelse og racepolitik var så stort, at SS i de større lejre opførte krematorier til at brænde de døde i.

koncentrationslejr, kz-lejr, lejr, hvor et regime eller en krigsførende magt uden forudgående dom eller tidsbegrænsning internerer politiske modstandere eller civilpersoner, der anses for fjendtlige.

De første koncentrationslejre var de spanske reconcentrados under den cubanske frihedskrig i 1890'erne. Under Boerkrigen i Sydafrika 1899-1902 oprettede briterne fra 1901 lejre, concentration camps, hvor flere end 20.000 civile døde under umenneskelige forhold. I Tysk Sydvestafrika (det nuv. Namibia) oprettede den tyske kolonimagt lejre under Herero-opstanden. Her blev en stor del af hererobefolkningen sultet og arbejdet til døde. Efter Oktoberrevolutionen i 1917 etablerede det bolsjevikiske styre i Rusland tvangsarbejdslejre til internering af politiske modstandere, og i Sovjetunionen forvaltede GULag, Centralstyrelsen for Forbedrings- og Arbejdslejre, 1930-56 et vidtstrakt system af lejre. Siden 2. Verdenskrig er betegnelsen dog først og fremmest blevet forbundet med de tyske koncentrationslejre, Konzentrationslager eller kz-lejre, under det nazistiske regime 1933-45.

Koncentrationslejr hedder på engelsk concentration camp og på tysk Konzentrationslager.

Organisatorisk havde GULag, lejre i Kina og i en række andre socialistiske lande samt lejre i diktaturstater i Latinamerika ca. 1960-80 fællestræk med de nazistiske kz-lejre, og under militærjuntaen i Grækenland 1967-74 samt under krigen i Eksjugoslavien 1991-95 oprettedes lignende lejre. Enestående for de tyske lejre var imidlertid den systematiske grusomhed, myrderiernes omfang, den bureaukratiske og industrielt organiserede menneskeudryddelse og lejrenes racepolitiske formål.

Annonce

Kz-systemets udvikling

Det juridiske grundlag for de tyske kz-lejre var Nødforordningen af 28.2.1933, som gav mulighed for vilkårlig tilbageholdelse af mennesker i 'beskyttelsesarrest', Schutzhaft, og for opbygningen af et centraliseret lejrsystem under kommando af den øverste chef for politiet og SS, Heinrich Himmler. Såkaldt vilde kz-lejre, der var oprettet af SA og SS på lokalt initiativ, erstattedes af permanente lejre, hvoraf den første var Dachau, der blev grundlagt 20.3.1933.

I nazisternes magtovertagelsesfase var fangerne især socialdemokrater, kommunister og andre modstandere af nazismen, men snart blev mennesker også interneret, hvis de ikke passede ind i den nazistiske konformitets- og racerenhedsideologi. Det gjaldt medlemmer af Jehovas Vidner, homoseksuelle mænd, "asociale", "vaneforbrydere" og "sigøjnere". Efter Krystalnatten i november 1938 blev ca. 36.000 jøder sat i kz-lejre og mishandlet med det formål at tvinge dem til at opgive deres ejendom og forlade Tyskland. Med krigsudbruddet året efter fik kz-lejrene en vigtig rolle som terrorredskab i beherskelsen af de besatte områder. Modstandsfolk, gidsler og andre deporteredes til kz-lejre i Tyskland, ligesom der oprettedes kz-lejre i en række besatte lande. I Danmark oprettedes ikke kz-lejre, men ca. 6000 danskere blev deporteret til Neuengamme, Buchenwald, Sachsenhausen og andre lejre. Snart var kun ca. 10% af fangerne tyskere, og mange af disse fik privilegerede poster som overfanger og arbejdsformænd.

Auschwitz. Jøder transporteredes til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau fra hele Europa. Når togene standsede ved rampen, gennemførtes selektionen: SS-læger udvalgte unge mænd og enlige kvinder til tvangsarbejde i lejrens værksteder og fabrikker; de øvrige blev gennet direkte til gaskamrene. De fleste ofre var svækkede efter dage i overfyldte godsvogne uden mad og drikke og lammede ved mødet med lejren og vagternes brutalitet. De klyngede sig til håbet om overlevelse. Fortvivlet modstand forekom, som da en del af de fanger, der var sat til at brænde lig, den 7.10.1944 gjorde oprør. De ødelagde Krematorium IV, men nedkæmpedes af SS.

Auschwitz. Jøder transporteredes til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau fra hele Europa. Når togene standsede ved rampen, gennemførtes selektionen: SS-læger udvalgte unge mænd og enlige kvinder til tvangsarbejde i lejrens værksteder og fabrikker; de øvrige blev gennet direkte til gaskamrene. De fleste ofre var svækkede efter dage i overfyldte godsvogne uden mad og drikke og lammede ved mødet med lejren og vagternes brutalitet. De klyngede sig til håbet om overlevelse. Fortvivlet modstand forekom, som da en del af de fanger, der var sat til at brænde lig, den 7.10.1944 gjorde oprør. De ødelagde Krematorium IV, men nedkæmpedes af SS.

Med felttoget mod Sovjetunionen og udryddelseskrigen mod jøderne fra 1941 ændredes kz-systemets funktion og struktur. Indtil da havde lejrenes primære formål været at nedbryde modstand mod nazismen, og det umenneskelige arbejde i stenbrud, teglværker og andre SS-virksomheder anlagt i lejrene havde især tjent til straf. Fra 1942 udlejede SS kz-fanger til slavearbejde i industri- og byggevirksomheder; lejrdriften kom ind under SS' nye økonomiafdeling, SS-Wirtschaftsverwaltungshauptamt, og kz-systemet udbyggedes kraftigt. I 1935 var der syv kz-lejre med i alt højst 9000 fanger, i 1944 havde 22 "stamlejre" mere end 650 filiallejre og "udekommandoer" over hele Tyskland og et samlet antal fanger på knap 750.000. De sidste krigsmåneders evakueringstransporter og "dødsmarcher" forhøjede den i forvejen høje dødsrate, så ved befrielsen levede trods fortsat tilgang kun en halv million fanger.

En særlig gren af kz-systemet var udryddelseslejrene i Polen, der fungerede 1942-44 og havde til formål at udrydde jøderne vha. giftgas (Zyklon B), motorudstødningsgas eller skydning. Det anslås (1995), at knap 4 mio. mennesker døde i kz-lejrene; heraf var flere end 3 mio. jøder, dræbt i udryddelseslejrene.

Ordet koncentrationslejr benyttes i daglig tale også om andre nazistiske lejre, tvangsarbejds-, straffe- og krigsfangelejre, og om ghettoer for jøder, hvor tilsvarende umenneskelig behandling foregik.

Fangernes vilkår

Fra udnævnelsen i 1934 af den første inspektør for kz-væsenet, Dachaukommandanten Theodor Eicke (1892-1943), lå driften af alle kz-lejre i hænderne på SS. Frivillige fra SS-vagtenheder, SS-Totenkopf og senere også Waffen-SS stod for bevogtningen. Den typiske kz-lejr var omgivet af elektriske pigtrådshegn og tårne med maskingeværbevæbnede vagter og bestod af overbelagte træbarakker med primitive køjesenge. De sanitære forhold var umenneskelige, fangerne fik kun tynde lærredsdragter, primitive trætøfler og så ringe en føde, mest bestående af vandig roe- og kartoffelsuppe, at arbejdsevne og modstandskraft hurtigt blev nedbrudt. Fangerne måtte yde hårdt tvangsarbejde 12 timer daglig, ofte under de mest primitive og farlige omstændigheder. Strenge straffe og brutalitet fra vagters og arbejdsformænds side ramte vilkårligt. Et SS-styret "selvforvaltningssystem" sikrede, at overfanger, Kapoer, for at opnå privilegier og for at overleve deltog i grusomhederne. Lejrinfirmerierne manglede ofte selv den mest nødvendige medicin, og der gennemførtes jævnlig Selektion, dvs. udskillelse af syge, uarbejdsdygtige fanger, som blev dræbt ved indsprøjtninger, i gaskamre eller på anden måde. SS-læger brugte desuden kz-fanger til medicinske forsøg, ofte med dødelig udgang.

Den grusomme systematik i kz-lejrene reducerede fangerne til numre, nedbrød deres menneskeværd og gav dem i reglen kun få måneder at leve i. Begreberne Häftling, dvs. fange, og muselmand, dvs. en fange i det afsluttende stadium af ekstrem afmagring og apati, er ord fra de tyske kz-lejre, som er gået over i mange sprog. Overlevende fanger har livet igennem lidt af koncentrationslejrsyndrom. Mange tidligere fanger har bearbejdet deres erfaringer i kunst, skønlitteratur, erindringer og videnskabelige analyser, således bl.a. Primo Levi og Eugen Kogon og danskerne Martin Nielsen og Kai Moltke.

koncentrationslejrsyndrom

Koncentrationslejrsyndrom, kz-syndrom, viser sig som senfølger hos overlevende fanger fra koncentrationslejre. Særlig kendt er syndromet hos overlevende fra de nazistiske koncentrationslejre under 2. Verdenskrig. Ca. 6000 danske modstands- og politifolk samt jøder led under psykisk og fysisk belastning pga. retsløshedens mishandlinger og kom også til at lide af udtalt vægttab og infektioner pga. sultsygdom (se muselmand), som hos ca. 15% førte til døden.

De oftest livslangt varende symptomer består i fysisk og psykisk udtrætning, kraftesløshed, periodisk diarré, svedanfald, depression, psykisk uligevægt, hukommelsessvækkelse og dårlig nattesøvn med genvakte kz-oplevelser. Syndromet indebærer overdødelighed og ofte betydelig invaliditet.

Et beslægtet krigssejlersyndrom ramte mange af de ca. 6300 danske søfolk fra handelsflåden, der i krigsårene sejlede for de allierede.

Koncentrationslejre

378474.601.png

© John Fowlie

De nazistiske kz-lejre etableredes især i industriområder og i egne, hvor det var let at indrette camouflerede eller underjordiske rustningsfabrikker. De mange filiallejre på kortet dækker over endnu flere lejre, idet der ofte var mere end én lejr i samme by, nogle med kun få hundrede fanger, andre med adskillige tusinde. Der fandtes desuden stamlejre i Estland (Vaivara) og Letland (Riga) med tilhørende filiallejre. Hertil kom et stort antal ghettoer og lejre i de østlige områder, hvor forholdene var som i kz-lejrene.

400682.601.png

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Thage, Therkel Stræde: koncentrationslejr i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108800