Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mein Kampf

Oprindelig forfatter KCLa Seneste forfatter Redaktionen

Adolf Hitler giver sin autograf til en gruppe unge drenge i Obersalzberg.

Adolf Hitler giver sin autograf til en gruppe unge drenge i Obersalzberg.

Mein Kampf, Adolf Hitlers tobindsværk om sit liv og sine politiske idéer og mål, påbegyndt under et fængselsophold i Landsberg i 1924; første bind, Eine Abrechnung (Et Opgør), udkom i 1925, andet bind, Die nationalsozialistische Bewegung (Den nationalsocialistiske Bevægelse), i 1926.

I 1930 var der solgt knap 20.000 eksemplarer af værket; ved Tysklands fald i 1945 var det trykt i omkring 10 mio. eksemplarer på tysk og oversat til 16 sprog. En dansk udgave, Min Kamp, udkom i 1934.

Første bind rummer en idealiseret selvbiografi, mens andet bind beskriver den nazistiske bevægelses historie frem til det såkaldte Ølstuekup i München i 1923; her skitseres endvidere nazismens centrale politisk-ideologiske mål, der var baseret på den konservativ-romantisk prægede tyske völkische nationalisme, antisemitisme og antibolsjevisme samt forestillingen om Lebensraum.

Annonce

Væsentlig var også Hitlers forestillinger om propaganda og SA-korpsets politiske rolle. Hans politiske mål fremgik således tydeligt af Mein Kampf, men i samtiden var der kun få modstandere af nazismen, der læste værket eller tog det alvorligt.

Mein Kampf fungerede næsten som Det Tredje Riges bibel. Fra 1936 fik alle brudepar overrakt et eksemplar efter vielsen, mens frontsoldater under krigen fik udleveret håndterlige udgaver til tornysteret.

En hidtil populær antagelse, at ingen læste bogen, blev i 2006 delvis dementeret af en undersøgelse, der bl.a. beskæftigede sig med bibliotekernes udlån af den inden Hitlers magtovertagelse i 1933.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl Christian Lammers: Mein Kampf i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=123675