Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ernst Kaltenbrunner

Oprindelig forfatter Strae Seneste forfatter Redaktionen

Ernst Kaltenbrunner, 4.10.1903-16.10.1946, tysk-østrigsk politiker. Kaltenbrunner trådte som ung advokatfuldmægtig i Linz ind i Nazipartiet og blev i 1932 aktiv inden for SS. Han var en effektiv efterretningsagent og fanatisk antisemit. I 1937 gjorde Heinrich Himmler ham til leder af det østrigske SS, og efter Anschluß i 1938 blev Kaltenbrunner chef for Gestapo og SS i Wien og opbyggede det tyske sikkerhedspoliti i det østrigske område. I 1943 efterfulgte han Reinhard Heydrich som leder af Reichssicherheitshauptamt og som chef for det tyske sikkerhedspoliti. Dermed var han ansvarlig for kz-lejrene og jødeudryddelsen, hvis tempo han forsøgte at forcere. I 1944 samledes hele det tyske efterretningsarbejde under Kaltenbrunner, og han stod for den hensynsløse bekæmpelse af modstandskredsen bag attentatforsøget mod Hitler i juli s.å. Oktober 1946 blev han ved Nürnbergprocessen dødsdømt som en af Det Tredje Riges hovedkrigsforbrydere og henrettet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Therkel Stræde: Ernst Kaltenbrunner i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=103401