• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aksemagterne

Oprindelig forfatter KCLa Seneste forfatter Redaktionen

Aksemagterne, Aksen, Italien og Tyskland, proklameret af Mussolini som "Aksen Rom-Berlin" i november 1936 efter et møde i oktober mellem Hitler og Mussolini på Hitlers landsted Berghof i Berchtesgaden. Ud over det ideologiske slægtskab mellem nazisme og fascisme var baggrunden også et ønske om gensidig støtte efter den tyske remilitarisering af Rhinlandet og Italiens erobring af Etiopien. De to lande havde indtil da ikke kunnet blive enige om samarbejdet, især pga. italiensk modstand mod Anschluss (Østrigs sammenslutning med Tyskland) og pga. evt. tyske krav på Balkan. Italiens erobring af Etiopien fik tysk anerkendelse, og Italien og Tyskland udtalte fælles støtte til general Francos opstand i Spanien 1936.

Aksen udviklede sig i retning af et stadig tættere udenrigspolitisk, militært og ideologisk samarbejde. Den blev udbygget med Italiens tilslutning til Antikominternpagten i november 1937 og med Stålpagten i maj 1939, hvormed de to stater bl.a. forpligtede sig til at støtte hinanden i tilfælde af væbnet konflikt med tredjemagt. Stålpagten forhindrede dog ikke Italien i at erklære sig for ikke-krigsførende, da Tyskland i september 1939 angreb Polen. Mussolini havde hemmeligt ladet Hitler forstå, at Italien først var i stand til at træde ind i krigen i 1942, men efter den vellykkede tyske offensiv i Vesteuropa erklærede Italien i juni 1940 de allierede krig. Med Tremagtspagten 27.9.1940 blev Japan tilsluttet Aksemagterne, og under 2. Verdenskrig omfattede begrebet også de med Tyskland allierede stater, Bulgarien, Rumænien, Slovakiet og Ungarn, der alle havde tilsluttet sig Antikominternpagten. Aksen ophørte, da Italien kapitulerede i september 1943.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl Christian Lammers: Aksemagterne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=34897