Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Burschenschaft

Oprindelig forfatter CBjø Seneste forfatter Redaktionen

Burschenschaft, (ty. 'kammeratskab' af Bursche 'dreng, kammerat'), betegnelse for tyske studenterforeningsbevægelser. Den første studenterforening blev stiftet i Jena i juni 1815 og blev forbillede for talrige andre foreninger ved de tyske universiteter. Ledelsen lå fra begyndelsen hos studenter, der havde deltaget i befrielseskrigen mod Napoleon 1. Bevægelsen fik derfor et stærkt patriotisk præg og ønskede et samlet, frit Tyskland. På Klemens von Metternichs initiativ blev foreningerne forbudt i 1819, men de overlevede og var aktive i revolutionsårene 1830 og 1848. Derefter blev de legale studenterforeninger og antog i løbet af sidste del af 1800-t. meget elitære og konservative holdninger. Foreningerne var centrene for det vulgært-militaristiske studenterliv med umådeholdent sprititusforbrug, foragt for ikke-akademikere og de langt op mod vor tid opretholdte dueller mellem studerende ("mensur-arret" som manddomsprøve). Efter at være blevet opslugt af den nazistiske studenterbevægelse i 1930'erne genopstod Burschenschaftforeningerne efter krigen, dog gennemgående i en mindre militariseret form.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Burschenschaft i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52475