• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik 2. den Store

Oprindelige forfattere KJVJog PRy Seneste forfatter Redaktionen

Frederik 2. den Store. Rytterstatue i bronze, udført af C.D. Rauch og rejst i 1851 på Unter den Linden i Berlin. Statuen blev bestilt af Frederik Vilhelm 3., og grundstenen lagt i 1840 på 100-års-dagen for Frederik den Stores tronbestigelse. Efter 2. Verdenskrig blev den med sin placering i Østberlin et problem for de kommunistiske myndigheder, der så den som et feudalistisk symbol. Statuen flyttedes derfor i 1950 til en afsides krog i Sanssoucis slotspark i Potsdam. Med DDR-styrets ændrede syn på tysk historie blev den imidlertid i 1980 genopstillet omtrent på sin gamle plads.

Frederik 2. den Store. Rytterstatue i bronze, udført af C.D. Rauch og rejst i 1851 på Unter den Linden i Berlin. Statuen blev bestilt af Frederik Vilhelm 3., og grundstenen lagt i 1840 på 100-års-dagen for Frederik den Stores tronbestigelse. Efter 2. Verdenskrig blev den med sin placering i Østberlin et problem for de kommunistiske myndigheder, der så den som et feudalistisk symbol. Statuen flyttedes derfor i 1950 til en afsides krog i Sanssoucis slotspark i Potsdam. Med DDR-styrets ændrede syn på tysk historie blev den imidlertid i 1980 genopstillet omtrent på sin gamle plads.

Frederik 2. den Store, Friedrich der Große, 24.1.1712-17.8.1786, konge af Preussen 1740-86, søn af Frederik Vilhelm 1. af Preussen.

Frederiks unge år var præget af konflikter med faderen, hvis tyranniske opdragelsesmetoder han led under. Han viste tidligt interesse for tilværelsens æstetiske sider, hvilket stred mod faderens ønske om at gøre sin søn til en god kristen og en dygtig soldat.

Med brutale midler søgte han at tvinge Frederik i den retning og fremkaldte derved sønnens had. Konflikten mellem far og søn nåede et højdepunkt i 1730, da Frederik forsøgte at flygte til England med hjælp fra to venner. Planen blev forpurret, og et hadefuldt opgør fulgte, hvorunder faderen overvejede at lade sin søn henrette for højforræderi og desertering.

Annonce

Det endte dog med, at Frederik blev sendt til Küstrin (nuv. Kostrzyn i Polen), hvor han blev tvunget til at overvære henrettelsen af en af de venner, som havde hjulpet ham. Fra da af underkastede han sig faderens vilje, vendte sig helt mod forberedelsen til kongegerningen og fik gennem skiftende poster i det civile embedsværk og i hæren et detaljeret kendskab til magtapparatet.

Fra 1736 holdt han med faderens billigelse eget hof på slottet Rheinsberg, hvor han levede et lykkeligt familieliv og omgav sig med intellektuelle og kunstnervenner. I den periode tog Frederiks tanker om kongegerningen endelig form og nedfældedes i et politisk-filosofisk forfatterskab, bl.a. i bogen Antimachiavel fra 1740. Det var derfor en intellektuelt afklaret regent, som ved Frederik Vilhelm 1.s død i 1740 overtog tronen. Hans senere filosofiske forfatterskab omfatter både moralfilosofiske, pædagogiske og æstetiske skrifter.

Frederik 2. den Store til hest. Kobberstik af Daniel Berger 1777.

Frederik 2. den Store til hest. Kobberstik af Daniel Berger 1777.

Efter eget udsagn talte Frederik 2. tysk "som en droschekusk". Fransk var hans foretrukne sprog og det eneste fremmedsprog, han beherskede. Hans kendskab til oplysningsfilosofien stammede således næsten udelukkende fra Frankrig, især fra François de Voltaire med hvem han førte en omfattende korrespondance, og hvis tankeverden han var dybt præget af. På det religiøse plan var Frederik 2. deist og opfattede i modsætning til fx Ludvig 14. ikke sin kongemagt som guddommeligt legitimeret, men som resultat af en naturretlig overenskomst mellem folk og hersker.

Han så det som sin vigtigste opgave at sikre undersåtternes fremgang og trivsel og betegnede sig selv som "statens første tjener". Hvis staten skulle fungere optimalt, måtte fyrsten imidlertid bære herskeransvaret alene og være rede til ethvert personligt offer. Sådanne forestillinger var grundlaget for den rationalistiske oplyste enevælde, som han praktiserede i sin 46 år lange regeringstid; han afskaffede tortur og religiøs diskrimination, forbedrede undervisningssystemet og koncentrerede samtidig magten hos sig selv og sit kabinet.

Det stabile europæiske sikkerhedssystem, som var skabt ved Den Westfalske Fred i 1648, var i denne periode under hastig forandring som følge af skærpet rivalisering mellem Storbritannien og Frankrig samt Ruslands voksende indflydelse. Frederik 2. udnyttede situationen til at udvikle den preussiske stormagt, som hans far havde lagt grunden til. Gennem en offensiv strategi og et effektivt og hastigt voksende militærapparat lykkedes det ham ved en række dristige felttog at føje nye, vigtige områder til Preussen.

Under Den Østrigske Arvefølgekrig (1740-48) blev Schlesien således erobret. I 1756 indledte Frederik Den Preussiske Syvårskrig (1756-63) med Storbritannien som eneste allieret. Preussen blev i stadig højere grad opfattet som en trussel af de øvrige europæiske stater, og Frederiks initiativ kan ses som et forsøg på at foregribe angreb fra den koalition, som Frankrig, Østrig, Sverige og Rusland havde dannet.

Potsdam. Sanssouci. Slottet er opført 1745-47 som sommerresidens for Frederik 2. den Store af Preussen i et kongenialt samarbejde mellem kongen og arkitekten G.W. von Knobelsdorff.

Potsdam. Sanssouci. Slottet er opført 1745-47 som sommerresidens for Frederik 2. den Store af Preussen i et kongenialt samarbejde mellem kongen og arkitekten G.W. von Knobelsdorff.

Frederiks held vendte imidlertid, og Preussen var tæt på sammenbrud, da Ruslands kejserinde, Elisabeth Petrovna, døde i 1762. Hun efterfulgtes af den preussiskorienterede Peter 3., og koalitionen faldt fra hinanden. Ved krigsslutningen i 1763 bekræftedes territorialgrænserne fra før krigen, og Preussen gjorde nu for alvor Østrig rangen stridig som førende tysk stormagt. Herefter afholdt Frederik sig fra krig, men kunne alligevel udvide det preussiske område, bl.a. ved Polens første deling i 1772.

Ved Frederik 2.s store militære dygtighed og diplomatiske snilde var Preussen ved hans død i 1786 blevet en stormagt. Preussen havde den stærkeste hær i Europa og var i modsætning til Østrig en magt i fremgang både militært og økonomisk. Alligevel hviler der en egen tristesse over Frederik 2.s sidste år.

Hans venner var alle døde, og "Der alte Fritz", som han blev kaldt, sad alene tilbage på det tidligere så livlige slot Sanssouci i Potsdam. Han forstod ikke romantikkens nye tanker og foragtede Rousseau og hans idéer. Frederik 2. personificerede om nogen den europæiske fyrstestats storhedstid og oplysningstidens rationalistiske idéverden.

Frederik 2. den Store blev længe efter sin død betragtet som en betydelig musiker, musikelsker og -kender. I 1850-52 malede Adolph von Menzel dette billede, der viser majestæten som solist ved en koncert i de kongelige gemakker. Nationalgalerie, Berlin.

Frederik 2. den Store blev længe efter sin død betragtet som en betydelig musiker, musikelsker og -kender. I 1850-52 malede Adolph von Menzel dette billede, der viser majestæten som solist ved en koncert i de kongelige gemakker. Nationalgalerie, Berlin.

Ved siden af krigskunsten dyrkede Frederik 2. ihærdigt musikken, både som udøvende fløjtenist, som komponist af mere end 120 fløjtesonater, af koncerter og andre værker, og som mæcen. Ved det preussiske hof virkede flere af tidens betydelige komponister, bl.a. Carl Philipp Emanuel Bach, Johann Joachim Quantz og brødrene Graun, og under Johann Sebastian Bachs besøg i Potsdam i 1747 gav kongen komponisten det tema, som han lagde til grund for Das musikalische Opfer. På kongens foranledning åbnedes i 1742 Königliche Hofoper, den senere Deutsche Staatsoper.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud J.V. Jespersen, Peter Ryom: Frederik 2. den Store i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79630

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Frederik 2. den StoreMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik