Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hansestæder

Oprindelig forfatter PEn Seneste forfatter Redaktionen

Hansestæder. Hovedruten i hanseaternes handelssystem, Brugge-Hamburg-Lübeck-Visby-Novgorod, var fuldt etableret ca. 1250. Skånemarkedet ved Skånes sydvestlige punkt gav fra 1200- til 1400-t. i sildesæsonen fra august til oktober plads for Nordeuropas største vareomsætning med alle slags varer. Da Baisaltfarter fra hansebyer i Preussen og Livland via Øresund nord om Skagen til Bourgneuf efter 1350 blev almindelige, mistede Skånemarkedet sin rolle i vareomsætningen. Sildesaltning trak endnu i 1400-t. lübeckere både til Skånemarkedet, Limfjorden og Aalborg. Bergensfarernes rute gik normalt fra Lübeck gennem Storebælt.

Hansestæder. Hovedruten i hanseaternes handelssystem, Brugge-Hamburg-Lübeck-Visby-Novgorod, var fuldt etableret ca. 1250. Skånemarkedet ved Skånes sydvestlige punkt gav fra 1200- til 1400-t. i sildesæsonen fra august til oktober plads for Nordeuropas største vareomsætning med alle slags varer. Da Baisaltfarter fra hansebyer i Preussen og Livland via Øresund nord om Skagen til Bourgneuf efter 1350 blev almindelige, mistede Skånemarkedet sin rolle i vareomsætningen. Sildesaltning trak endnu i 1400-t. lübeckere både til Skånemarkedet, Limfjorden og Aalborg. Bergensfarernes rute gik normalt fra Lübeck gennem Storebælt.

hansestæder, mange, overvejende tyske byer, sammensluttet i Hanseforbundet, der ca. 1300-1600 fik afgørende betydning for handelen i Nordeuropa.

Handelsudvikling

Handelen på Østersøen 800-1100-t. var navnlig domineret af nordiske og slaviske købmænd, men efter Lübecks genopbygning i 1159 nåede tyske købmænd i stigende tal over Slesvig frem til Østersøen. Omkring 1250 blev en ny rute fra Hamburg ad floden Trave til Lübeck vigtigere, da byerne sikrede sig privilegier i Vesteuropas handelscentrum, Brugge.

Ordet hansestad kommer af tysk Hanse 'handelsselskab', af oldhøjtysk hansa 'krigerskare', af uklar oprindelse.

I løbet af 1200-t. beherskede hanseaterne vest-øst-handelen ad ruten Brugge-Hamburg-Lübeck-Novgorod med flandersk klæde fra vest og russisk pelsværk og voks fra øst. Tyske købmænd saltede sild ved fiskerlejer i Skåne med salt fra Lüneburg, der var udvundet for lybsk kapital. I Bergen aftog hansekøbmænd torsk fra Lofoten og indførte korn til fiskerne. Skånesild, Bergenfisk, Lüneburgsalt, russisk skind, flandersk klæde og tysk øl solgtes overalt i Nord- og Vesteuropa.

Annonce

I 1300-t. forøgede hanseaterne varesortimentet med engelsk uld, fransk havsalt, orientalske krydderier, preussisk tømmer og korn, svensk jern og kobber samt danske heste og kvægprodukter.

Forbundsstruktur

Oprindelig sluttede tyske købmænd sig sammen i et gilde, en såkaldt købmandshanse, men i 1300-t. indgik hjembyerne et forbund, hvis medlemmer jævnligt mødtes på hansedage og drøftede deres handelsproblemer. Denne styrkede forbundsstruktur øgede købmændenes politiske magt. Deres krav om handelsprivilegier kunne nu støttes af en effektiv handelsblokade, hvilket bl.a. Flandern og Norge fik at føle.

Købmændene handlede i kompagnier på samme lokalitet: Skånefarere, Bergenfarere, Brugge- og Novgorodfarere osv., og handelen reguleredes i kontorer i fx Brugge, Novgorod, Bergen og London. På Skånemarkedet havde hver by sit eget fed, hvor byens foged dømte efter byens lov.

Byerne samledes i grupper med fælles interesser. Lübeck, Hamburg, Lüneburg, Wismar, Rostock og Stralsund hørte til de vendiske byer, der især handlede på Norden. De beboede købmandsgårdene på Tyskebryggen i Bergen og førte an i jern- og kobbereksporten over Stockholm. Sildefiskeriet ved Skåne og i Limfjorden førte dem til København, Malmø og Aalborg. De forhandlede tillige Lüneburgsalt og tysk øl.

Danzig (Gdańsk), Königsberg (Kaliningrad), Elbing (Elbląg) mfl. preussiske byer begyndte i 1300-t. direkte sejlads til Vesteuropa efter fransk havsalt og engelsk klæde og afsatte korn og tømmer, der var for dyrt at fragte over land med omladninger mellem Lübeck og Hamburg. Riga, Reval (Tallinn) og Dorpat (Tartu) i Livland handlede på Novgorod og sejlede til Vesteuropa efter havsalt og afsatte korn, hamp, hør og tjære til skibsbygning. Kampen, Deventer, Zwolle, Harderwijk og Stavoren ved Zuidersøen (IJsselmeer) sejlede som såkaldte ummelandsfarere nord om Skagen til Skånemarkedet. De afsatte landbrugsvarer i Nederlandene og købte heste og okser i Danmark. Köln, Dortmund, Soest, Münster og Osnabrück deltog i 1100-t. i Østersøhandel. De afsatte vin i England og Nederlandene og handlede tillige med heste og okser, bl.a. i Danmark.

Højdepunkt og begyndende konkurrence

Under sildefiskeriet søgtes Skånemarkedet i 1200- og 1300-t. af købmænd fra hele Nordeuropa med alle slags varer. Da købmændene følte deres handel truet af Valdemar 4. Atterdag, begyndte over 70 hansestæder i 1367 krig mod Danmark. De allierede sig med Sverige, Mecklenburg og Holsten, og ved freden i Stralsund i 1370 måtte Valdemar godkende forbedrede hanseprivilegier i Skåne og overlade købmændene indtægterne af Skånemarkedet i 15 år.

Stralsundfreden betegnede et højdepunkt for hanseatisk magt, men konkurrenter dukkede snart op. Englændere og hollændere afsatte egne klædesorter i Østersøegnene. Hollænderne bragte fransk havsalt til Baltikum og tog korn og tømmer med som returfragt til Vesteuropa, og deres havfiskeri af Nordsøsild truede afsætningen af Skånesild i Vesteuropa.

Især Lübeck og de vendiske byer mærkede hollændernes konkurrence i klæde-, silde- og salthandel og søgte at hindre hollandsk handel i Østersøen under Handelskrigen 1438-41. Men Danzig og de preussiske byer ville bevare hollandsk opkøb af korn og tømmer, og dermed havde hansestæderne ikke længere fælles interesser. De vendiske stæder kunne ikke hindre hollandsk sejlads gennem Øresund, der i 1400-t. begyndte at true ruten ad Trave via Lübeck-Hamburg.

For at ramme handel med engelsk og hollandsk klæde søgte Lübeck at binde al klædehandel til Bruggekontorets stabelpåtegning. Men de preussiske byer og byerne ved Zuidersøen protesterede, og da Bruggekontoret nægtede engelske købmænd afsætning i byen, fik de i stedet stabelret for deres klædesalg i Antwerpen, en by, der var i færd med at overstråle Brugge, som kæmpede fortvivlet imod tilsanding af byens havneløb.

Christian 1. fik i 1471 lybsk pengehjælp til sit angreb på Sverige mod et løfte om lybsk saltmonopol i sine riger. 1510-12 var kong Hans i krig mod Sverige og Lübeck, der atter uden held søgte at holde hollænderne ude fra Østersøen. I 1523 hjalp Lübeck, Danzig og flere hansebyer Frederik 1. til tronen i Danmark, mens Christian 2. flygtede til Nederlandene. Som tak for flådehjælp mod Christian 2. søgte Lübeck i 1523 og atter i 1532 at udvirke en Øresundsspærring mod hollandsk handel. Under Grevens Fejde søgte Lübeck for sidste gang at beherske Danmark militært for at hindre hollandsk sundfart. Lübeck tabte, og byens stormagtstid var forbi.

Nedgang

Den hanseatiske æra var ved at være slut. I 1494 lukkede zaren Novgorodkontoret; Bruggehandelen overskyggedes af Antwerpen; ca. 1560 var Bergenkontorets magt brudt, og i 1598 lukkede den engelske konge Londonkontoret.

Da den direkte sundfart trængte igennem, tabte Skånemarkedet efter 1400 sin rolle som alment varemarked, men det blev dog søgt som sildesalteplads. Silden forsvandt i løbet af 1500-t., og kobber og jern fra ungarske og sydtyske lejer erobrede markedet fra lybsk omsætning af svenske metaller.

Hollændere og englændere førte an i Atlanterhavshandelen i 1500- og 1600-t., og hollænderne erobrede sundfart og Østersøhandel. Danzig blev Europas kornhavn, Hamburg fik del i Atlanterhavshandelen, men verdenshandelen gik ikke længere ad Trave. Lübeck lå nu i en afkrog, og i 1669 afholdtes den sidste hansedag i byen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Enemark: hansestæder i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88854