Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thüringer Wald

Oprindelig forfatter KKru Seneste forfatter Redaktionen

Thüringer Wald, 75 km langt, skovdækket bjergkæde i det centrale Tyskland. Det strækker sig fra Hörschel nær Eisenach mod sydøst til De Thüringske Skiferbjerge uden klar afgrænsning til disse.

Thüringer Wald er en horst, som ved forkastninger i Kridt og Tertiær blev hævet og i dag kulminerer i Großer Beerberg med 982 m. De højeste dele består af vulkanske porfyrer, mens de øvrige dele overvejende er opbygget af gnejs, granit og sandstenskonglomerat.

Bjergområdet er stærkt opdelt i rygge og dybt indskårne dale med korte flodløb til Unstrut, Werra og Saale.

Annonce

Nedbøren er stor på sydvestsiden, mens nordøstsiden ligger i regnlæ, og der findes flere floddæmninger til opsamling af drikkevand. Skovbrug har stor betydning, og på baggrund af tidligere brydning af jern- og manganmalm er der opstået metalforarbejdende industrier, fx i Suhl.

Fremstilling af glas og ure har ligeledes økonomisk betydning. I Thüringer Wald findes mange rekreative områder og kursteder, hvilket giver betydelige turistindtægter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsten Kruse: Thüringer Wald i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171939