Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Teutoburger Wald

Oprindelige forfattere KKru og POErs Seneste forfatter Redaktionen

Teutoburger Wald, Teutoburgerskoven, 110 km langt og 7-15 km bredt nordvest-sydøst-gående højdedrag i de tyske delstater Nordrhein-Westfalen og Niedersachsen, midt mellem Ruhrdistriktet og Hannover.

Højdedraget afgrænser Westfälische Bucht mod øst og når ved Vermerstot en højde af 468 m.o.h. Det består overvejende af kalk- og sandsten fra Kridt (ca. 142-65 mio. år før nu), der blev foldet op i Tertiær (ca. 65-1,8 mio. år før nu). Der findes kalk- og cementindustri, og i udkanten ligger flere rekreations- og feriesteder, fx Horn-Bad Meinberg.

Teutoburger Wald var ifølge antik tradition det sted, hvor romerne i 9 e.Kr. led det for dem forsmædelige nederlag til germanerhøvdingen Arminius. Den nærmere beliggenhed er omstridt.

Annonce

Ifølge ældre tysk tradition lå det omkring det senere Detmold, hvorfor dette område fik navnet Teutoburger Wald. Med ret høj grad af sandsynlighed har undersøgelser i 1990'erne placeret det noget nordligere, omkring Kalkriese tæt ved Bramsche.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsten Kruse, Peter Ørsted: Teutoburger Wald i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171290