Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Slesvig-Holsten

Oprindelig forfatter KKru Seneste forfatter Redaktionen

Slesvig-Holsten Sprogkort over Slesvig-Holsten i 1839.

Slesvig-Holsten Sprogkort over Slesvig-Holsten i 1839.

Slesvig-Holsten, (tysk Schleswig-Holstein), Tysklands nordligste delstat; 15.771 km2, 2,86 mio. indb. (2015). Den omfatter den sydligste del af halvøen Jylland med en 67 km lang grænse til Danmark samt Femern, De Nordfrisiske Øer og Helgoland. Kiel er hovedby.

Slesvig-Holsten blev tysk efter krigen 1864. Området er med på en oversigt over centrale personer, steder og begreber i krigen 1864.

Det frugtbare, lavtliggende marskland, beskyttet af diger, og De Nordfrisiske Øer udgør den vestlige del. Kun de tre nordlige øer, Sild (tysk Sylt), Føhr (tysk Föhr) og Amrum, har en kerne af istidsaflejringer. De øvrige består af marskaflejringer, og hvor Pellworm og Nordstrand har diger, er de øvrige små øer, Halligerne, ubeskyttede og derfor i vinterhalvåret ofte oversvømmede. Både på Halligerne og på halvøen Eiderstedt ligger huse på kunstige forhøjninger (værfter). Eiderstedt er kendt for den bemærkelsesværdige byggeform haubargen (barghus), en firelænget gård med ét tag. Vaden, der udgør området mellem kysten og de yderste øer, er hovedsagelig tør ved lavvande og indgår i Naturpark Wattenmeer.

Vandring på vaden ud for Slesvig-Holstens vestkyst ved lavvande. I baggrunden ses faskiner, der er fletværk af grene, som afgrænser en såkaldt slikgård og tilbageholder mudderaflejringer, tilført af tidevandet. Derved fremmes landvinding. I horisonten ses gårde på kunstige forhøjninger, værfter, på øen Nordstrandischmoor. Fotografi fra 1999.

Vandring på vaden ud for Slesvig-Holstens vestkyst ved lavvande. I baggrunden ses faskiner, der er fletværk af grene, som afgrænser en såkaldt slikgård og tilbageholder mudderaflejringer, tilført af tidevandet. Derved fremmes landvinding. I horisonten ses gårde på kunstige forhøjninger, værfter, på øen Nordstrandischmoor. Fotografi fra 1999.

Den midterste del af Slesvig-Holsten er sandet og ikke særlig frugtbar. Her findes store sand-, mose- og flyvesandsområder. Den østlige del af delstaten ligger relativt højt, og terrænet kulminerer i Bungsberg (164 m) på halvøen Wagrien. Landskabet består af en bølget moræneflade og et kuperet morænebakkeland med mange søer dannet under den sidste istid. Jordbunden er frugtbar. Efter istiden har landhævningen ikke kunnet følge med havstigningen, og Litorinahavet oversvømmede i stenalderen store dele og dannede de brede bugter og smalle fjorde langs østkysten. I den sydligste del findes randmorænelandskabet Holstensk Schweiz.

Annonce

Befolkning

Slesvig-Holsten. Patriotisk landskab med slesvig-holstensk nationalsymbolik: det havombruste fædreland og den slesvig-holstenske dobbelteg. Litografi fra midten af 1800-t.

Slesvig-Holsten. Patriotisk landskab med slesvig-holstensk nationalsymbolik: det havombruste fædreland og den slesvig-holstenske dobbelteg. Litografi fra midten af 1800-t.

Slesvig-Holsten er forholdsvis tyndtbefolket. De regionale befolkningstyngdepunkter er Lübeck, Kiel og Flensburg, Hamburgs nordlige opland samt Neumünster.

Af den oprindelige befolkning dominerer sakserne, og i den nordvestlige del af delstaten i Nordfrisland findes også en nordfrisisk befolkning, hvis sprog i et vist omfang stadig holdes i hævd (se frisisk), ligesom der i den nordlige del i Sydslesvig findes et dansk mindretal med egne skoler, kirker mv.

Et stort antal flygtninge og fordrevne fra Tysklands østområder blev genbosat i Slesvig-Holsten efter 2. Verdenskrig, og fra det daværende DDR kom der i 1989 ca. 13.000 personer. De fleste af indbyggerne er protestanter (63,8 %), men også katolicismen er repræsenteret (6,1 %).

Erhverv

Af de 792.600 erhvervsaktive var 1,9% i 1997 beskæftiget ved landbrug, fiskeri og skovbrug, 33,6% i industrien samt bygge- og anlægssektoren, 22% med handel og transport og 42,5% i servicesektoren. Landbruget og levnedsmiddelindustrien har trods det ringe antal beskæftigede stor betydning. Produktionen af vegetabilske og animalske fødevarer er stor; hovedindtægten kommer fra kvægavl og mælkeproduktion. På de meget frugtbare marskjorder produceres hvede, foderplanter, sukkerroer og grøntsager. Ditmarsken, vestkysten mellem Elben og Ejderen, er Tysklands vigtigste kåldyrkningsområde.

Slesvig-Holsten.

Slesvig-Holsten.

Slesvig-Holsten er i sammenligning med andre tyske delstater kun svagt industrialiseret. Nærings- og nydelsesmiddelindustrien er vigtig, og mens skibsværfts-, tekstil-, beklædnings- og læderindustrien er gået stærkt tilbage, er maskin- og elektronikindustrien (mikroelektronik, prøve- og måleelektronik, solarteknik) samt kemisk og petrokemisk industri i fremgang. De vigtigste industriområder ligger nær Hamburg, Brunsbüttel, Kiel, Lübeck, Flensburg og Neumünster.

Trafiknettet er især i den vestlige del af Slesvig-Holsten ikke særlig stærkt udbygget. Derimod spiller Kielerkanalen, der forbinder Nordsøen med Østersøen, en vigtig rolle. Havnene i Brunsbüttel, Lübeck, Puttgarden og Kiel har stor betydning som fragt- og færgehavne.

Slesvig-Holstens mange badebyer og kursteder er attraktive for turister, men den store søgning til badestederne belaster landskabet. Desuden foregår en livlig indkøbsturisme over den dansk-tyske grænse.

Læs videre om Slesvig-Holstens historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsten Kruse: Slesvig-Holsten i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161074