Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mosel

Oprindelige forfattere Hubbe og KRL Seneste forfatter Redaktionen

Mosel strømmer gennem den tyske by Trier. Her er floden smal og dyb og dens omgivelser karakteristiske ved røde skiferklipper og stejle vinmarker. Foto 1997.

Mosel strømmer gennem den tyske by Trier. Her er floden smal og dyb og dens omgivelser karakteristiske ved røde skiferklipper og stejle vinmarker. Foto 1997.

Mosel, fr. Moselle, 545 km lang flod i Nordvesteuropa med et afvandingsområde på 28.430 km2.

Mosel udspringer i den sydlige del af Vogeserne nær Grand Ballon og løber nordpå på vestsiden af Vogeserne, vest om Nancy, videre nordpå forbi Metz; den franske del udgør 200 km. Derpå danner floden over en strækning på ca. 30 km grænse mellem Luxembourg og Tyskland og løber herfra i store slyngninger frem til Koblenz, hvor den munder ud i Rhinen.

Ifølge en traktat mellem Frankrig og Tyskland fra 1956 blev Mosel udvidet og uddybet, hvilket skulle være en del af kompensationen for tilbagegivelsen af Saarland til Tyskland.

Annonce

Sejlrenden er minimum 40 m bred og 2,5 m dyb og kan besejles af flodbåde på op til 1500 t. Højdeforskellen på 90 m mellem Rhinen og Diederhofen i Lorraine overvindes ved hjælp af 14 sluser, hvoraf de ti ligger i Tyskland. Til de fleste af sluserne er knyttet vandkraftværker.

Arbejdet var afsluttet i 1964, men Mosel har aldrig fået den betydning som transportåre, man havde håbet på. Kanalisering og sluser skulle også om ikke helt hindre så dog virke begrænsende på de ofte forekommende oversvømmelser, men også efter kanaliseringen har der været flere store oversvømmelser, oftest i forbindelse med en pludselig, stor forårsflom.

Vin

Mosel danner sammen med bifloderne Saar og Ruwer det tredjestørste vinområde i Tyskland. De 13.000 ha vinmarker er delt mellem 11.000 avlere, og omkring 70% af vinen tappes af store vinhuse eller kooperativer. Mere end halvdelen sælges under fællesnavne som Piesporter Michelsberg og Zeller Schwarze Katz og er lavet af druen müller-thurgau.

De bedste vine kommer fra de op til 65% stejle vinbjerge ved Bernkastel. Her trives druen riesling i den skiferholdige jord og giver stålagtige, elegante og sprøde vine med den særlige frugt og syre, som også findes i topvine fra Saar og Ruwer — i deres stil verdens bedste vine.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tonny Hübbe, Karsten Riis Laursen: Mosel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=127797