Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fränkische Alb

Oprindelig forfatter ÅMV Seneste forfatter sthornval

Fränkische Alb, Frankenalb, bjergområde, der strækker sig i en bue fra højsletten Ries for enden af Schwäbische Alb mod nordøst til floden Main. Området, der ligger i den tyske delstat Bayern, ligger i 500-600 m højde og når i Poppberg op i 652 m.

De meget tørre højfjeldsområder består af kalksten og dolomit og har talrige tørdale, huler og doliner. I de dybe, skarpt nedskårne floddale findes vandrige floder og kilder. Jorderne er fattige og klimaet hårdt. Der dyrkes korn og rodfrugt, mens industri kun findes i meget begrænset omfang.

Den sydlige del af området krydses af Main-Donau-kanalen og indeholder den 2908 km2 store naturpark Altmühltal med den stærkt snoede flod Altmühl.

Annonce

Fränkische Schweiz, et område med særegne klippelandskaber, ligger i den nordvestlige del af Fränkische Alb og er en del af den meget besøgte naturpark Fränkische Schweiz-Weldensteiner Forst (2346 km2).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Åge Myrhøj Vestergård: Fränkische Alb i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=80432