Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Wiesbaden

Oprindelige forfattere BiSt og Hubbe Seneste forfatter Redaktionen

Wiesbaden, hovedstaden i den tyske delstat Hessen beliggende ved Rhinen for foden af Taunusbjergene; 276.000 indb. (2010). Wiesbaden domineres af en bydel, opstået i tilknytning til den gamle by, med brede gader og alléer, et slot, der nu er sæde for Hessens landdag, forvaltningsbygninger og kurhoteller i forbindelse med termale kilder. Forvaltning, kurturisme og andre servicefunktioner er hovederhverv.

Wiesbaden fik ikke del i den store industrialisering i 1800-t., men i tiden efter 1. Verdenskrig kom bl.a. papirindustri og kemisk industri til byen; disse er i dag hovedsagelig lokaliseret langs med Rhinen.

Wiesbaden voksede oprindelig op omkring et romersk kastel. I 1.årh. e.Kr. blev den hovedby i de germanske mattiaceres område, bl.a. begunstiget af områdets varme kilder; heraf byens oprindelige latinske navn Aquae Mattiacae.

Annonce

I 828 omtales en frankisk kongsgård på stedet som Wisibada. Wiesbaden var fra 1744 residensby for fyrsten af Nassau-Usingen og 1806-66 hovedstad i hertugdømmet Nassau. Byen blev derefter underlagt Preussen. I 1945 blev Wiesbaden hovedstad i delstaten Hessen og hovedkvarter for USA's besættelsestropper i Tyskland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Stöber, Tonny Hübbe: Wiesbaden i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 29. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=182628