Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Stralsund

Oprindelige forfattere BiSt, FMyg og RL Seneste forfatter Redaktionen

Stralsund. Parti fra den indre by.

Stralsund. Parti fra den indre by.

Stralsund, havneby i den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern, 65 km nordøst for Rostock; 57.700 indb. (2010). Turismen udgør sammen med det i 1948 grundlagte skibsværft kernen i byens økonomi. Gotiske kirker og bindingsværkshuse vidner om byens tidlige rigdom. Desuden findes eksempler på Østersøområdets byggekunst fra 1300- og 1400-t., fx rådhuset, Nikolai-, Marien- og Jakobikirkerne og de i hhv. 1251 og 1254 grundlagte dominikaner- og franciskanerklostre.

Stralsunds indre by kom i 2002 på UNESCO's Verdensarvliste sammen med Wismar. Byen har et kulturhistorisk og et maritimt museum.

Stralsund. Den imponerende Marienkirche er byens største kirke. Tårnet er 104 m højt. Orgelet er bygget af Friedrich Stellwagen 1653-59 og er det største af sin slags i Europa. Foto fra 2010; kirkerummets ene side er under restaurering.

Stralsund. Den imponerende Marienkirche er byens største kirke. Tårnet er 104 m højt. Orgelet er bygget af Friedrich Stellwagen 1653-59 og er det største af sin slags i Europa. Foto fra 2010; kirkerummets ene side er under restaurering.

Stralsund opstod omkring 1200 og fik stadsrettigheder i 1234. Byen blev medlem af Hanseforbundet i slutningen af 1200-t. og blomstrede især i 1300-t. som følge af handelen med især Østersøområdet. Byen indtog en ledende rolle i Hanseforbundets krig mod Danmark 1361-70, og ved Freden i Stralsund 1370 sikredes forbundets ledende rolle i en længere periode, bl.a. gennem kontrollen med Skånemarkedet (se hansestæder).

Ved Den Westfalske Fred 1648 blev byen underlagt Sverige og blev i 1720 svensk regeringssæde i Forpommern. Stralsund tilfaldt Preussen i 1815 og var indtil 1871 havn for den preussiske marine. 1945-90 lå Stralsund i Bezirk Rostock i DDR.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Stöber, Finn Mygind, Roy Langer: Stralsund i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165640