Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mainz

Oprindelige forfattere BiSt, FMyg, KKru og UrsFu Seneste forfatter Redaktionen

Mainz, hovedstad i den tyske delstat Rheinland-Pfalz beliggende over for Mains udmunding i Rhinen; 199.200 indb. (2010). Mainz har en stor flodhavn og indgår sammen med Wiesbaden på Rhinens modsatte bred i en storbyregion. Byen er center for tv- og radioformidling og har en alsidig industri med fremstilling af cement, glas, it-udstyr, maskiner, finmekanik og næringsmidler.

Mainz er også centrum for handel med vin. Byens universitet, Johann Gutenberg-Universitetet, blev oprettet 1946 og førte traditionen fra et tidligere universitet (1477-1803) videre. Otto Hahn-instituttet (kemi) og et forskningsinstitut for polymerforskning, begge Max-Planck-institutter, er hjemmehørende i Mainz.

Arkitektur og museer

Den vældige sekstårnede romanske domkirke Sankt Martin og Stephan (påbegyndt 975) er opført som en treskibet søjlebasilika med to tværskibe samt øst- og vestkor. Kirken er et af de betydeligste eksempler på romansk bygningskunst i Tyskland på linje med domkirkerne i Speyer og Worms.I den sengotiske korsgang findes Dom- und Diözesan museum, der udstiller kunstværker fra domkirken og kirker i bispedømmet Mainz.

Annonce

Byens moderne rådhus er opført 1971-74 af Arne Jacobsen og Otto Weitling. Det er udført i stålbeton og beklædt med norsk marmor. Det kurfyrstelige slot (påbegyndt 1627) rummer Römisch-Germanisches Zentralmuseum.

I Mainz, der er bogtrykkeren Johann Gutenbergs hjemby, oprettedes Gutenberg-Museum Mainz i 1900. Det rummer en stor udstilling om bogtrykkerkunstens historie. I 2000 åbnede en tilbygning til museet..

Historie

Mainz var omkring Kristi fødsel en vigtig romersk militærlejr, Mogontiacum. I 700-t. blev den ærkebispesæde i ærkebispedømmet af samme navn. Ærkebispedømmet Mainz udvidede sine territorier frem til 1200-t., og fra omtrent samme tid blev bisperne tyske kurfyrster.

Mainz nød fra 1200-t. en vis frihed, men kom igen under ærkebiskoppeligt herredømme, da Adolf 2. af Nassau (1422-75) erobrede den i 1462. I 1803 blev ærkebispedømmet sekulariseret og dets territorier overtaget af andre tyske stater.

I 1945 blev byen besat af franske tropper, og i 1950 blev regeringssædet i Rheinland-Pfalz flyttet fra Koblenz til Mainz.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Stöber, Finn Mygind, Kirsten Kruse, Ursula Fugmann: Mainz i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=120746