Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ingolstadt

Oprindelige forfattere FMyg og KKru Seneste forfatter Redaktionen

Bag de gotiske gavlbygninger ses det gamle universitet fra 1472.

Bag de gotiske gavlbygninger ses det gamle universitet fra 1472.

Ingolstadt, by ved Donau i den tyske delstat Bayern 80 km nord for München; 125.100 indb. (2010). Efter opbygning af en våbenindustri 1881-85 har maskin-, bil- (Audi) og tekstilindustri samt elektroteknisk industri været førende efter 1945. Vigtigst er dog fire olieraffinaderier, som behandler den olie, der tilføres byen via olieledninger fra Marseille, Genova og Trieste.

Den gamle bydel, som ligger på nordbredden af Donau og forbindes med de sydlige dele af to vejbroer og en jernbanebro, er delvis omgivet af en middelalderlig bymur med tårne.

I Ingolsstadt findes mange bevarede bygningsværker fra middelalderen, bl.a. Liebfrauenmünster fra 1425-1500. Et vigtigt værk fra barokken er Asamkirche Maria Viktoria fra 1736, udsmykket med fresker af brødrene Asam. Freskerne regnes for en kulmination i deres kunstneriske virke.

Annonce

Ingolstadt er nævnt første gang i 806. Universitetet var det første i Bayern, og blev grundlagt i 1472. I 1492 blev det med ansættelsen af humanisten Konrad Celtis omdrejningspunkt for udbredelsen af humanismen i området;

senere i 1500-t. blev det et center for jesuitterne og den tyske modreformation. Byens stærke fæstning modstod i 1632 under Trediveårskrigen en svensk belejring.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Mygind, Kirsten Kruse: Ingolstadt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=97892