Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erfurt

Oprindelige forfattere BiSt, FMyg og GJen Seneste forfatter Redaktionen

Tyskland. Erfurt. Dom og Sankt Severi Kirche.

Tyskland. Erfurt. Dom og Sankt Severi Kirche.

Erfurt, hovedstad i den tyske delstat Thüringen 100 km sydvest for Leipzig; 205.000 indb. (2010). Byen, der ligger i den sydlige del af den frugtbare slette nord for Thüringer Wald, har mangesidig finindustri med fremstilling af bl.a. elektronik, kontormaskiner og optiske produkter.

Universitetet blev grundlagt i 1379. Bykernen er domineret af domkirkehøjen med de to store middelalderkirker.

Domkirken, der blev påbegyndt i 1154 og har gotisk kor (1349-72) med bl.a. glasmalerier (1370-1420) og korstole fra 1300-t., og Sankt Severikirken (ca. 1280-1400) med Severisarkofagen fra ca. 1365.

Annonce

Den bebyggede bro over floden Gera, Krämerbrücke, har over 30 bindingsværkshuse, og den gamle hovedgade, Anger, med huse og kirker fra 1300-1400-t. er genopbygget efter 2. Verdenskrigs ødelæggelser. I Erfurt har den internationale haveudstilling IGA været afholdt siden 1838.

Historie

Erfurt var en vigtig handelsplads og fra 742 bispesæde, som allerede i 755 blev forenet med ærkebispedømmet Mainz.

I senmiddelalderen havde Erfurt som en af Tysklands betydeligste handelsbyer en relativt fri status, som næsten svarede til de frie rigsstæders, men den blev efter Trediveårskrigen i 1600-t. direkte underlagt kurfyrsterne af Mainz. Med omlægningen af de store øst-vest handelsruter i slutningen havde Erfurt som de andre store thüringske byer afsluttet sin storhedstid.

Erfurt var 1802-1945 en del af den preussiske provins Sachsen og 1952-90 hovedby i Bezirk Erfurt i DDR.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Stöber, Finn Mygind, Gert Jensen: Erfurt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=71748