Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bayreuth

Oprindelige forfattere BiSt, FMyg og KKru Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/2005/=ud_a_37301.mp3?revision=1

Bayreuth, by ved floden Roter Main i den tyske delstat Bayern 60 km nordøst for Nürnberg; 72.700 indb. (2010). Bayreuth er administrations- og handelscentrum i Oberfranken og er mest kendt for de årlige Wagnerfestspil, der giver anledning til en omfattende turisme.

Bayreuth har universitet (oprettet i 1975) med et akademi for kirkemusik, flere museer, Richard-Wagner-Festspielhaus (1872-76) og et sportscenter. De vigtigste industrier er læder-, tekstil- og beklædningsindustri. Desuden findes maskinindustri samt optisk, elektronisk og finmekanisk industri.

I middelalderen blev byen erhvervet af den hohenzollerske fyrsteslægt, der i 1600- og 1700-t. udbyggede den til fyrstendømmet Bayreuths residensby.

Annonce

Ved siden af det gamle residensslot opførtes 1753-59 et nyt stort rokokoslot for markgreveparret Friedrich og Wilhelmine; de lod også det berømte operahus, Markgräfliches Opernhaus, opføre og indrette af Guiseppe og Carlo Bibiena (1745-48).

Bayreuth blev preussisk i 1791 og kom i 1810 under Bayern. I 1930'erne havde Bayreuth nazisternes særlige bevågenhed, bl.a. på grund af Adolf Hitlers personlige interesse for byen og dens Wagner-festspil. En del af Bayreuth blev ødelagt under allierede bombardementer i den sidste del af 2. Verdenskrig.

2012 udnævnte UNESCO-Verdensarvkomité Markgräfliches Opernhaus til verdenskulturarv som det 37. verdenskulturarvssted i Tyskland og det syvende i Bayern. Operahuset blev af UNESCO betegnet som "et enestående barokt monument over europæisk musikkultur".

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Stöber, Finn Mygind, Kirsten Kruse: Bayreuth i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=44919