Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ludwig Erhard

Oprindelig forfatter KCLa Seneste forfatter Redaktionen

Ludwig Erhard tv. modtages af Vestberlins overborgmester, Willy Brandt th., den 29. oktober 1963 under sit første besøg i Berlin som kansler. Erhard ønskede med besøget at markere den nye regerings solidaritet med den indespærrede by.

Ludwig Erhard tv. modtages af Vestberlins overborgmester, Willy Brandt th., den 29. oktober 1963 under sit første besøg i Berlin som kansler. Erhard ønskede med besøget at markere den nye regerings solidaritet med den indespærrede by.

Ludwig Erhard, 4.2.1897-5.5.1977, tysk nationaløkonom og politiker, forbundskansler 1963-66. Erhard var medarbejder ved Handelshøjskolen i Nürnberg 1929-44 og arbejdede med planer for genrejsning af den tyske økonomi efter 2. Verdenskrig. I 1945 blev han rådgiver for den amerikanske besættelsesmagt og 1945-46 økonomiminister i Bayern. Erhard var derefter leder af arbejdet med at forberede den valutareform i vestzonerne, som briterne og amerikanerne havde ønsket. Fra 1948 var han direktør for den økonomiske forvaltning af vestzonerne og gennemførte samme år valutareformen. I 1949 medvirkede han til oprettelsen af Vesttyskland og blev indvalgt i Forbundsdagen for CDU; han var økonomiminister i Konrad Adenauers regering indtil 1963.

Erhard var eksponent for den såkaldte sociale markedsøkonomi, en økonomisk og politisk linje, der kombinerede de frie markedskræfter med en begrænset statslig styring. Hans politik var en vigtig forudsætning for det økonomiske opsving, det Wirtschaftswunder, som Vesttyskland oplevede efter 1950, og som hurtigt førte til overvindelse af krigens økonomiske og sociale følger. I 1963 blev Erhard på trods af Adenauers modstand valgt som hans efterfølger på forbundskanslerposten og dannede herefter koalitionsregering med FDP. Erhard blev imidlertid en svag regeringsleder, der især pga. manglende opbakning inden for CDU havde vanskeligt ved at få gennemført store sager. På det udenrigspolitiske område nedkølede han Adenauers franskvenlige politik og søgte tættere kontakt med USA. Efter at FDP havde forladt regeringskoalitionen, trådte Erhard i 1966 tilbage som kansler, men forblev medlem af Forbundsdagen indtil 1976. Han skrev to bøger om sit syn på økonomiens rolle, Wohlstand für alle (1957, Velstand for alle, 1962) og Deutsche Wirtschaftspolitik (1962).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl Christian Lammers: Ludwig Erhard i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=71784