Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frank-Walter Steinmeier

Oprindelig forfatter ABN Seneste forfatter Redaktionen

Frank-Walter Steinmeier, f. 5.1.1956, tysk politiker (SPD), forbundspræsident fra 2017, udenrigsminister 2005-09 og 2013-17, vicekansler 2007-09. Frank-Walter Steinmeier, der er jurist, arbejdede tæt sammen med Gerhard Schröder, da denne var ministerpræsident i Niedersachsen. Han fulgte med Schröder efter valgsejren i 1998 og blev 1999 statssekretær i Bundeskanzleramt. Han holdt sig mest i baggrunden, men regnedes for en særdeles kompetent politisk manager.

Efter valget i 2005 blev der indgået en samlingsregering med CDU/CSU og SPD med Angela Merkel som forbundskansler; her blev Steinmeier udenrigsminister. Efter Franz Münteferings tilbagetræden som vicekansler i 2007, overtog Steinmeier desuden denne post. I 2008 fungerede Steinmeier desuden kortvarigt som formand for SPD. Steinmeier var atter udenrigsminister 2013-17, hvor han var aktiv i de tyske forsøg på at mægle mellem Ukraine og Rusland, ligesom han forsøgte at skabe grundlag for en forhandlingsløsning på borgerkrigen i Syrien. I februar 2017 valgtes Steinmeier til forbundspræsident og afløste Joachim Gauck.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard: Frank-Walter Steinmeier i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=164602