Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

FDP

Oprindelige forfattere HTva og KCLa Seneste forfatter Redaktionen

FDP, Freie Demokratische Partei, tysk politisk parti, dannet i 1948 ved en sammenslutning af liberale og borgerlige grupper i de tre vestlige zoner i det besatte Tyskland; partiets første leder var Theodor Heuss.

FDP har aldrig opnået en særlig stor vælgertilslutning (6-13% ved forbundsdagsvalg), men har ofte været afgørende for dannelse af en flertalsregering. Partiet har således været i regering med CDU/CSU 1949-56, 1961-66 og fra 1982 samt med SPD 1969-82. FDP ønsker at stå som garant for en liberal markedsøkonomi, men har udenrigspolitisk og til dels også indenrigspolitisk ofte ligget tættere på SPD end på CDU.

Walter Scheel og Hans-Dietrich Genscher støttede således helhjertet Willy Brandts østpolitik. I 1990'erne oplevede FDP en vælgermæssig krise og gled pga. spærregrænsen på 5% ud af mange delstatsparlamenter.

Annonce

Som følge af forbundsdagsvalget i 1998, hvor såvel CDU/CSU som FDP gik tilbage, kom FDP i opposition. Partiet oplevede dog hurtigt fremgang igen; i 1999 kom FDP med i regeringen i delstaten Hessen, og især efter valget af Guido Westerwelle til partiformand i 2001 voksede dets vælgeropbakning. FDP kom i 2001 igen ind i Berlins parlament og i 2002 i landdagen i Sachsen-Anhalt.

Ved forbundsdagsvalget i september 2005 fik FDP 9,8% af stemmerne og var dermed den største oppositionsgruppering i Forbundsdagen. Ved valget i september 2009 fik partiet 14,5% af stemmerne; dermed var der borgerligt flertal i Forbundsdagen. I Angela Merkels nye koaltionsregering indgik FDP sammen med CDU/CSU med Guido Westerwelle som vicekansler og udenrigsminister.

Partiet har cirka 60.000 medlemmer (2013), knap en fjerdedel af dem er kvinder. Efter interne kriser i partiet blev Westerwelle i maj 2011 afløst som partiformand og vicekansler af Philipp Rösler (f. 1973), men Westerwelle fortsatte som udenrigsminister.

Nye kriser og magtkampe under Rösler var en medvirkende årsag til, at FDP ved valget i 2013 for første gang siden stiftelsen i 1948 ikke opnåede de 5% af stemmerne som er nødvendige for at opnå repræsentation af Forbundsdagen.

Officiel website

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Tvarnø, Karl Christian Lammers: FDP i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=74812