Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

CDU

Oprindelig forfatter KCLa Seneste forfatter Redaktionen

CDU, Christlich Demokratische Union, tysk politisk parti. CDU blev grundlagt i 1945 og var før Forbundsrepublikkens oprettelse i 1949 organiseret i de fire besættelseszoner.

Da østzonens CDU i 1947 indgik i den østtyske Nationale Front, kom det til et brud, og de tre vestlige CDU-landsforbund sluttede sig i 1949 sammen til én organisation. CDUs første leder var Konrad Adenauer, der var tidligere medlem af det katolske parti Zentrum, som CDU kan ses som arvtager efter. I 1990 efter Berlinmurens fald blev det vesttyske og det østtyske CDU forenet.

Som parti var CDU imidlertid en nyskabelse. Det var et konservativt folkeparti, der forsøgte at samle kristne inden for alle konfessioner. En del af CDU gik oprindelig ind for en kristelig socialisme, men det blev idéen om en social markedsøkonomi, der bestemte partiets program. Siden Adenauer er partiet gået ind for Tysklands tilknytning til USA, medlemskab af NATO og Europas politiske union. På trods af hensigtserklæringen om Tysklands genforening søgte partiet som regeringsparti længe at isolere DDR.

Annonce

I delstaten Bayern fungerer partiet CSU som søsterparti til CDU, og de to partier har siden 1957 haft gruppefællesskab i Forbundsdagen. CDU har frem til 1969 og igen fra 1982 haft regeringsledelsen; fire af Forbundsrepublikkens kanslere har været CDUere: Konrad Adenauer (1949-63), Ludwig Erhard (1963-66), Kurt Georg Kiesinger (1966-69), Helmut Kohl (1982-98) og Angela Merkel (2005-).

Efter forbundsdagsvalget i september 1998, hvor CDU og CSU led et alvorligt nederlag, måtte CDU overlade kanslerposten til Gerhard Schröder (SPD). Som følge af valgnederlaget trådte Helmut Kohl tilbage i november 1998 som partiformand og blev erstattet af Wolfgang Schäuble.

Kort tid efter udløste beskyldninger om bestikkelse og ulovlig partistøtte en dyb krise i partiet. Schäuble måtte i 2000 træde tilbage og blev erstattet af Angela Merkel.

I begyndelsen af 2002 enedes CDU og CSU om CSUs formand, Edmond Stoiber, som kanslerkandidat til forbundsdagsvalget i september 2002. Stoiber fik dog ikke megen vælgeropbakning i Nord- og Østtyskland og kunne ikke vinde regeringsmagten.

I de følgende år sejrede CDU ved delstatsvalg i Slesvig-Holsten og Nordrhein-Westfalen. I maj 2005 blev Angela Merkel udnævnt som kanslerkandidat, og selv om CDU ved forbundsdagvalget i september 2005 fik det tredjedårligste resultat i parties historie, blev Angela Merkel Tysklands første kvindelige kansler i november 2005. Hun ledede en koalitionsregering bestående af CDU/CSU og SPD. Efter valget i september 2009 dannede Merkel regering med FDP.

En væsentlig styrke har været, at partiet har formået at samle tyskere i spektret fra midten til det mere konservative. CDU har 575.000 medlemmer (2005), heraf er cirka 25% kvinder. Partimedlemmernes gennemsnitsalder er 55 år. Vælgerandelen har som regel ligget over 35%, i 1949 dog kun 25%.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl Christian Lammers: CDU i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=55156