Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Salzburg

Oprindelige forfattere BiSt, FTS, KLemb, MeHa og UrsFu Seneste forfatter Redaktionen

Salzburg, hovedstad i den østrigske delstat Salzburg beliggende langs floden Salzach ved grænsen til Tyskland; 148.500 indb. (2012). Salzburg er kultur- og turistcenter, handels- og trafikknudepunkt samt kongres- og messeby. Den er omgivet af Mönchsberg mod syd og Kapuzinerberg mod nord.

Det gamle centrum, der er optaget på UNESCO's Verdensarvliste, ligger på sydbredden med stræderne Goldgasse, Judengasse og Getreidegasse. Her er bl.a. det gamle rådhus nær tunnelindgangen Neutor under Mönchsberg (1768), universitetet (grdl. 1618) og Franciskanerkirken, der er en 1200-1300-t.s rekonstruktion af en kirke fra 700-t. Omkring Residenzplatz ligger domkirken og Residenz-bygningen (ca. 1600) og i nærheden de to berømte Festspielhäuser. På nordbredden ligger Kapucinerklosteret (1599-1602) og Sankt Sebastian-kirkegården med bl.a. Leopold Mozarts og Constanze Mozarts grave. Desuden findes Schloß Mirabell fra 1606 (ombygget 1721-27 af J.L. von Hildebrandt) med haveanlæg og nær herved Mozarteum (1910-14) med koncerthaller, musikakademi og Mozartarkiv.

Borgen Hohensalzburg (grdl. 1077) hæver sig over byen på Mönchsberg. Blandt de andre middelalderlige bygninger finder man benediktinerklostret Sankt Peter med en stiftskirke fra 1100-t. Byens arkitektoniske glansperiode var imidlertid 1600-t. Datidens stiltræk kan aflæses i den barokke domkirke (1628), opført af Santino Solari (1576-1646). J.B. Fischer von Erlach tegnede en række bygninger i en italienskinspireret tysk-østrigsk barok, bl.a. Dreifaltigkeitskirche (1698) og Kollegienkirche (1694).

Annonce

Museum Carolino-Augusteum viser fund fra romertiden samt ældre maleri og skulptur, Rupertinum kunst fra 1900-t. Byen har flere Mozartmuseer, bl.a. Mozarts fødehus (museum siden 1880).

Historie

Stedet var oprindelig et keltisk oppidum. Området blev erobret af romerne i 15 f.Kr., og under kejser Claudius anlagdes i 40'erne e.Kr. municipiet Juvavum. Byens velstand skyldtes det frugtbare agerland i territoriet samt salt- og marmorforekomster. I senantikken forfaldt byen. På stedet grundlagde den hellige Rupert (ca. 650-718) ca. 700 Sankt Peter-klostret og nonneklostret Nonnberg. 739 blev Salzburg bispesæde, og 767-774 blev den første domkirke bygget. 798 blev byen ærkebispesæde, hvis embedsområde strakte sig mod øst helt til Wien.

Byens status fra 1225 som ærkebiskoppeligt fyrstendømme anfægtedes ofte af borgerne, men blev opretholdt til Napoleonskrigene, hvorefter landet Salzburg blev en del af Østrig. Salzburg er fra 1918 hovedstad i delstaten Salzburg. I mellemkrigsårene udvikledes Salzburgs betydning som kulturelt centrum, især gennem de årlige festspil.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Stöber, Flemming Talbo Stubkjær, Kai Lemberg, Merete Harding, Ursula Fugmann: Salzburg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=233799