Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oberösterreich

Oprindelige forfattere ÅMV og BiSt Seneste forfatter Redaktionen

Oberösterreich, østrigsk delstat, der i vest grænser op til Tyskland (Bayern) og i nord til Tjekkiet; 11.980 km2, 1,42 mio. indb. (2012). Hovedstaden er Linz. Delstaten gennemskæres af Donau og strækker sig fra den brede flodslette mod nord op til Böhmerwald, hvor Plöckenstein (1378 m) er det højeste punkt. Syd for sletten omfatter delstaten dele af De Nordlige Kalkalper, hvor terrænet flere steder når op over 2500 m og kulminerer i Dachstein (2995 m) længst mod syd i kommunen Salzkammergut. Den sydvestlige del domineres af flere store søer, bl.a. Attersee og Traunsee.

36% af arealet er dækket af skov, og ca. 50% dyrkes, overvejende med majs, hvede, byg og sukkerroer. Også avl af frugt og grøntsager spiller en rolle. Oberösterreich er landets førende delstat inden for kvæg- og svineavl samt inden for fremstilling af mejeriprodukter. I Salzkammergut, nær byerne Bad Ischl og Hallstatt, indvindes salt, og delstaten står for 60% af Østrigs saltproduktion. 40% af Østrigs naturgas og ca. 10% af landets olie produceres i Oberösterreich, der også forsynes med energi fra vandkraftværker langs bl.a. Donau, Inn og Enns. Maskin-, stål-, papir- og næringsmiddelindustri samt kemisk industri er de vigtigste brancher, og det industrielle centrum ligger i og nær Linz. Tekstil- og papirindustri findes nær Bad Ischl, og levnedsmiddelindustri i Wels.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Åge Myrhøj Vestergård, Birgit Stöber: Oberösterreich i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=134093