Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Innsbruck

Oprindelige forfattere ÅMV, BiSt, FTS og UrsFu Seneste forfatter Redaktionen

Innsbruck, hovedstad i den østrigske delstat Tyrol ved bredden af Inn; 124.600 indb. (2014). Innsbruck ligger i 580 m højde og er omgivet af flere bjergtoppe over 2300 m. Træ-, metal- og tekstilindustri samt nærings- og nydelsesmiddelindustri er fordelt på små og mellemstore virksomheder.

Som Tyrols kulturelle centrum har Innsbruck flere museer, teatre og højere læreanstalter. Desuden findes både botanisk og zoologisk have, Alpenzoo. Byen, der er et handelsmæssigt og trafikalt knudepunkt, er især kendt som en af Østrigs vigtigste kongres- og turistbyer.

Med adskillige sportsanlæg og en svævebane til bjerget Hafelekar (2334 m) er Innsbruck et populært vintersportssted. Byen var i 1964 og 1976 vært ved vinter-OL.

Annonce

Byens kerne er Herzog-Friedrich-Straße med handelshusene og byens vartegn, Goldenes Dachl ('det gyldne tag'), opført ca. 1500 som hoffets tilskuerloge ved offentlige begivenheder på markedspladsen. Domkirken er bygget i barok 1717-22 over en ældre kirke og udsmykket af brødrene Asam. Residensslottet Hofburg opførtes i 1400- og 1500-t. for ærkehertug Sigmund og kejser Maximilian 1. og ombyggedes 1755-76 for Maria Theresia. Renæssancekirken Hofkirche blev opført 1553-65 til Maximilian 1.s kolossale gravmæle; 30 store bronzestatuer omgiver i dag den tomme grav (han hviler i fødebyen Wiener Neustadt), der krones af kejserens statue.

Tiroler Landesmuseum Ferdinandeum rummer væsentlige forhistoriske, naturvidenskabelige og kunsthistoriske samlinger. Nord for byen ligger slottet Ambras.

Historie

Østrig. Folkeligt træsnit fra 1809, der viser den tyrolske frihedshelt Andreas Hofer under Guds beskærmende øje (øverst tv.). Tyrol blev under Napoleonskrigene afstået til Bayern. Hofer ledede en væbnet modstandskamp, som i 1809 førte til to fransk-bayerske nederlag ved Iselbjerget nær Innsbruck. Da Østrig ved forhandlingsbordet alligevel opgav Tyrol, fortsatte Hofer kampen og blev 1810 henrettet af franskmændene. Først i 1814 blev Tyrol atter del af Østrig.

Østrig. Folkeligt træsnit fra 1809, der viser den tyrolske frihedshelt Andreas Hofer under Guds beskærmende øje (øverst tv.). Tyrol blev under Napoleonskrigene afstået til Bayern. Hofer ledede en væbnet modstandskamp, som i 1809 førte til to fransk-bayerske nederlag ved Iselbjerget nær Innsbruck. Da Østrig ved forhandlingsbordet alligevel opgav Tyrol, fortsatte Hofer kampen og blev 1810 henrettet af franskmændene. Først i 1814 blev Tyrol atter del af Østrig.

Innsbruck er anlagt, hvor den romerske militærforlægning Veldidena tidligere lå. Byen er nævnt første gang i 1180 i forbindelse med anlæggelsen af en borg ved broen over Inn, og den fik stadsret i 1239. I 1363 blev Innsbruck overtaget af habsburgerne, og under hertug Frederik 4. ophøjedes byen til Tyrols hovedstad.

Innsbruck blev et kulturelt centrum, og det store opsving afspejles bl.a. i de mange bygninger fra perioden. Maximilian 1. gjorde omkring 1500 for en tid byen til sæde for det tysk-romerske kejserriges centraladministration.

I 1669 fik Innsbruck universitet. Under Napoleonskrigene var Tyrol en tid underlagt Bayern; slagene ved Iselbjerget ved Innsbruck i 1809 var en del af det tyrolske oprør.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Åge Myrhøj Vestergård, Birgit Stöber, Flemming Talbo Stubkjær, Ursula Fugmann: Innsbruck i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=98136