Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Østrig - historie (fra 1919)

Oprindelige forfattere ABN og JTL Seneste forfatter FiSoe

I 1920 fik den nye småstat Østrig en af de mest demokratiske forfatninger i Europa, organiseret som en forbundsstat med ni delstater under ledelse af en forbundskansler og med et tokammersystem (Bundesrat og Nationalrat). Den politiske struktur var fra starten præget af modsætningsforholdet mellem Socialdemokratiet (SPÖ), der havde ønsket den demokratiske republik, og det kristeligt-sociale parti (CSP), der nøjedes med at acceptere den nye tingenes tilstand. Modsætningen bundede i splittelsen mellem by og land, den store hovedstad med næsten 30% af befolkningen over for provinsen, socialdemokratiske industriarbejdere over for konservative bønder. Efter en kort koalition mellem CSP og SPÖ ved republikkens dannelse var CSP det statsbærende parti i koalition med forskellige småpartier. SPÖ førte under ledelse af Otto Bauer en skærpet oppositionspolitik med det mål at opnå absolut flertal alene; med absolut flertal i Wien udbyggede SPÖ hovedstaden til et kommunalt forbillede for socialdemokratier i Europa gennem opbygningen af et omfattende velfærdssystem.

Statsoverhoveder og regeringsledere
Markgrevskab 976-1156, hertugdømme 1156-1453, ærkehertugdømme 1453-1804 (1438-1806 forenet med konge-/kejserværdigheden i Det Tysk-romerske Rige), kejserrige 1804-1918, republik 1918-38 og siden 1945.
Huset Babenberg
976-994Leopold 1.
994-1018Henrik 1.
1018-55Adalbert
1055-75Ernst
1075-95Leopold 2.
1095-1136Leopold 3.
1136-41Leopold 4.
1141-77Henrik 2. Jasomirgott (hertug fra 1156)
1177-94Leopold 5.
1195-99Frederik 1.
1199-1230Leopold 6.
1230-46Frederik 2. den Stridbare
1246-48interregnum
1248-50Hermann
1251-74Ottokar 2. af Bøhmen (slægten Premysl)
Huset Habsburg
1274-82Rudolf 1.
1282-1308Albrecht 1.
1282-83Rudolf 2. (samregent med Albrecht 1.)
1308-30Frederik 3. den Smukke
1308-26Leopold 1. (samregent med Frederik 3.)
1330-58Albrecht 2. den Vise
1330-39Otto (samregent med Albrecht 2.)
1358-65Rudolf 4. Stifteren
1365-95Albrecht 3.
1365-79Leopold 2. (samregent med Albrecht 3.)
1395-1404Albrecht 4.
1404-39Albrecht 5. (tysk konge 1438 som Albrecht 2.)
1440-93Frederik 5. (kejser 1452 som Frederik 3.)
1493-1519Maximilian 1.
1519-21Karl 1. (kejser som Karl 5.)
1521-64Ferdinand 1. (kejser fra 1556)
1564-76Maximilian 2.
1576-1612Rudolf 5. (kejser som Rudolf 2.)
1612-19Matthias
1619-37Ferdinand 2.
1637-57Ferdinand 3.
1657-1705Leopold 1. (kejser fra 1658)
1705-11Josef 1.
1711-40Karl 2. (kejser som Karl 6.)
1740-80Maria Theresia
Huset Habsburg-Lothringen-Toscana
1740-65Frans 1. Stephan (samregent med Maria Theresia, kejser som Frans 2. fra 1745)
1765-90Josef 2. (samregent med Maria Theresia 1765-80)
1790-92Leopold 2.
1792-1835Frans 2. (tysk-romersk kejser til 1806, østrigsk kejser som Frans 1. 1804-35)
1835-48Ferdinand 1.
1848-1916Frans Josef 1. (fra 1867 også konge af Ungarn)
1916-18Karl 1.
forbundspræsidenter
1919-20Karl Seitz
1920-28Michael Hainisch
1928-38Wilhelm Miklas
1938-45del af Det Tyske Rige
1945-50Karl Renner
1951-57Theodor Körner
1957-65Adolf Schärf
1965-74Franz Jonas
1974-86Rudolf Kirchschläger
1986-92Kurt Waldheim
1992-2004Thomas Klestil
2004-16Heinz Fischer
2017-Alexander Van der Bellen
forbundskanslere efter 1945
1945-53Leopold Figl
1953-61Julius Raab
1961-64Alfons Gorbach
1964-70Josef Klaus
1970-83Bruno Kreisky
1983-86Fred Sinowatz
1986-97Franz Vranitzky
1997-2000Viktor Klima
2000-07Wolfgang Schüssel
2007-08Alfred Gusenbauer
2008-16Werner Faymann
2016-Christian Kern

Tilpasningen af Østrigs økonomi og socialstruktur til de nye vilkår i de første efterkrigsår førte til stor arbejdsløshed, inflation og social krise, og visse grupper vendte sig tidligt mod demokratiet, bl.a. det paramilitære Heimwehr, støttet af de borgerlige partier og industrien, siden også af Italien, og det østrigske nazistparti. Dette sidste var grundlagt i 1904 og var et selvstændigt parti indtil 1926, da Hitler sprængte og underkastede det moderpartiet i Tyskland.

De borgerlige regeringer under kansler Ignaz Seipel søgte international hjælp til sanering af Østrigs økonomi, bl.a. Genèvesaneringen 1922, og prøvede at samle og fastholde de utilfredse bag den borgerlige koalition. Det lykkedes til og med nationalrådsvalget 1930, da verdenskrisen havde ramt landet hårdt, og en stigende radikalisering fandt sted. Store krak, bl.a. inden for banksektoren, sendte hundredtusinder ud i arbejdsløshed. Begge de store partier mistede stemmer ved lokalvalgene, og fra 1931 steg tilslutningen til nazismen så stærkt, at den borgerlige koalitionsregering ikke kunne forvente at holde NSDAP ude fra magten ved et nyvalg. Klemt af både SPÖ og nazisterne valgte CSP under Engelbert Dollfuß, der var blevet kansler i 1932, at sætte demokratiet, dvs. Nationalrat, ud af kraft i marts 1933, støttet af Heimwehr. Givetvis skete det også under indtryk af Hitlers magtovertagelse i Tyskland. NSDAP blev forbudt kort efter, og CSP begyndte at styre landet som et autoritært regime vha. forordninger. Dog måtte det store socialdemokrati sættes ud af spillet, før en ny kristelig-social stænderstat kunne proklameres. Det skete ved en planlagt provokation 12.2.1934, hvor militær, kanoner og Heimwehr blev sat ind for at nedkæmpe en påstået opstand. SPÖ og de socialdemokratiske fagforeninger blev derpå forbudt. Mange socialdemokrater søgte i eksil, andre blev retsforfulgt for deres andel i "kuppet", og nogle henrettet. Fædrelandsfronten, oprettet 1933, var herefter det eneste tilladte parti; dets basis var det tidligere CSP og Heimwehr. I maj 1934 indførtes en ny såkaldt stænderforfatning, der på papiret ændrede interesse-repræsentationen totalt, men aldrig trådte i kraft. Regimet overlod ikke magten til erhvervsstænderne, som det havde lovet i forfatningen, men konfronteredes fra 1934 af en illegal socialdemokratisk og en stigende nazistisk opposition. De østrigske nazister forsøgte et mislykket kup i juli 1934, hvorunder Dollfuß blev myrdet. Hans afløser, Kurt von Schuschnigg, videreførte den politiske kurs; dog skiftede han tvunget af omstændighederne udenrigspolitisk støttepunkt fra Italien til Tyskland, med hvilket han i juli 1936 indgik en aftale, der bl.a. betød, at der kom nazister i regeringen. Samtidig blev Heimwehr skubbet til side, så regimets magtbasis blev stadig smallere. De østrigske nazister pressede gennem terror og undergrundsaktivitet på for en tilslutning til Tyskland, mens det illegaliserede socialdemokrati blev mere og mere lammet af situationen, der syntes uden alternativer.

Annonce

Schuschnigg søgte ikke tilslutning hos den socialdemokratiske opposition for at redde et selvstændigt Østrig. I marts 1938 bøjede han sig i stedet for Hitlers krav om Anschluß, der blev bekræftet massivt af en påfølgende folkeafstemning i april (99,75% stemte for). Østrigerne var trætte af års dårlige økonomiske og sociale vilkår, og stadig flere så hen til det fremgangsrige Tredje Rige som forbillede. 12.3.1938 marcherede tyske tropper ind i Østrig og blev modtaget med stormende begejstring. Hitler selv kom til sit fødeland og lod sig hylde i Linz og på Heldenplatz i Wien. Østrig blev straks indlemmet i Tyskland under navnet Ostmark (betegnelse indtil 1942), og rigstyskere blev indsat i ledelsen af Ostmark. Mange tidligere politiske ledere blev fængslet, bl.a. Schuschnigg, andre drevet i eksil eller til modstand. Indlemmelsen foregik helt på tyske præmisser med det klare formål at hindre dannelsen af nogen som helst østrigsk separatisme; hidtidige geografiske og administrative strukturer blev brudt op og erstattet med andre, tilpasset tysk forvaltning. Førende østrigske nazister fik poster andre steder i riget for at skabe plads for rigstyskere. De østrigske jøder blev, efter at være blevet udsat for et voldsorgie, underkastet tysk racelovgivning, mange udvandrede, de allerfleste deporteredes og myrdedes senere. Sværindustrien og råstof- og energisektoren blev rigstysk statsejendom.

Østrig. I 1946 afholdtes i Wien en antifascistisk propagandaudstilling under titlen Niemals vergessen 'Aldrig glemme'. Den blev på få måneder set af ca. 840.000 mennesker. Det østrigske postvæsen trykte en serie på otte frimærker, men landets allierede besættelsesmagter krævede de to nederste erstattet af to nye, fordi SS-symbolet og Hitlers ansigt (som dødens maske) indgik i motivet. Foroven ses to fra den udsendte frimærkeserie. I et udtryksfuldt billedsprog fremstilles Østrig som nazismens offer i 1938. En fejekost renser Europa for fasces og hagekors.

Østrig. I 1946 afholdtes i Wien en antifascistisk propagandaudstilling under titlen Niemals vergessen 'Aldrig glemme'. Den blev på få måneder set af ca. 840.000 mennesker. Det østrigske postvæsen trykte en serie på otte frimærker, men landets allierede besættelsesmagter krævede de to nederste erstattet af to nye, fordi SS-symbolet og Hitlers ansigt (som dødens maske) indgik i motivet. Foroven ses to fra den udsendte frimærkeserie. I et udtryksfuldt billedsprog fremstilles Østrig som nazismens offer i 1938. En fejekost renser Europa for fasces og hagekors.

Østrigerne indgik på lige fod med andre i den tyske krigsmaskine og deltog fra begyndelsen i 2. Verdenskrig. Adskillige avancerede til høje stillinger, der skaffede dem en plads i historien blandt alle tiders største krigsforbrydere; det gælder bl.a. Adolf Eichmann (henrettet i Israel 1961), Seyss-Inquart og Ernst Kaltenbrunner (henrettet efter krigsforbryderprocessen i Nürnberg 1946). Den østrigske modstand mod integreringen og nazificeringen var kun svag, selvom der siden er blevet gjort et omvendt proportionalt arbejde med at dokumentere modstandens eksistens. For at anspore modstanden proklamerede de allierede i Moskvaerklæringen 1943, at Østrig var faldet som nazismens første offer, og at genoprettelsen af en selvstændig østrigsk republik var et krigsmål. Erklæringen havde ikke det ønskede resultat. I 1945 var ca. 10% (500.000) af den samlede befolkning medlem af NSDAP, først og fremmest hele administrationen på alle niveauer. Fra de allieredes erobring af Østrig i 1945 har østrigsk selvopfattelse været båret af at være nazismens offer og ikke en aktiv del af Det Tredje Rige 1938-45.

Efter 1945

I april 1945 rykkede sovjetiske tropper frem og erobrede Wien, mens de vestallierede trængte frem fra vest. Landet blev derefter besat og kontrolleret af de fire allierede, Sovjetunionen, USA, Storbritannien og Frankrig, men en midlertidig østrigsk regering kunne umiddelbart dannes af det rekonstruerede socialdemokrati (SPÖ), det nydannede østrigske folkeparti (ÖVP) og kommunisterne (KPÖ), og forfatningen af 1920 trådte i kraft igen. Det første nationalrådsvalg i november 1945 gav følgende resultat: ÖVP 85 mandater, SPÖ 76 mandater og KPÖ 4 mandater. I den nationale krisesituation blev der dannet en samlingsregering med Leopold Figl (ÖVP) som forbundskansler. Forholdet til de allierede blev varetaget af de allieredes kontrolråd, der udøvede den øverste magt. Landets økonomiske genopbygning blev vanskeliggjort af sovjetiske krav om krigsskadeserstatninger, men modvirkedes af hjælp fra FN og Marshallhjælp fra USA. Den politiske udvikling blev stærkt påvirket af den kolde krig; Østrig blev en brik i øst-vestkonflikten. KPÖ måtte 1947 forlade regeringen, mens en koalition blev dannet mellem SPÖ og ÖVP, der ledet af ÖVP holdt helt til 1966. Den spændte internationale situation og den indre politiske borgfred indebar, at retsopgøret med krigsforbryderne fra 2. Verdenskrig og udrensningen af ledende nazister blev stærkt begrænset. Det medførte også en stærk styring af økonomien i de første år, nationaliseringer fandt sted i råvare- og energisektoren, og på arbejdsmarkedet blev socialpartnerskabet cementeret gennem trepartsforhandlinger mellem stat, arbejder og arbejdsgiver.

15.5.1955 afsluttede de tidligere allierede en statsaftale med Østrig, der indebar besættelsens ophævelse, uafhængighed forbundet med krav om Østrigs fremtidige internationale neutralitet og forbud mod en forening med Tyskland. Østrig kunne herefter begynde deltagelse i internationalt arbejde. Landet blev optaget i FN (1955), medlem af Europarådet (1956) og af EFTA (1960), idet de skiftende regeringer så det som en særlig østrigsk opgave at søge at spille en medierende rolle i international politik. Koalitionsregeringen blev i 1966 afløst af en ÖVP-regering under Josef Klaus, som holdt til 1970, da Bruno Kreisky (SPÖ) overtog kanslerposten og med skiftende socialdemokratiske regeringer, fra 1971 med absolut majoritet, dominerede den politiske scene i Østrig og sikrede landet en international position gennem deltagelse i bl.a. fredsprocessen i Mellemøsten. Den proces, der i 1950'erne var sat i gang med en liberalisering af økonomien, førte han videre i årene med økonomisk stabilitet og kombinerede den med sociale reformer, ligesom han bl.a. gennemførte en stor strafferetsreform. Da han i 1983 mistede det politiske flertal, trådte han tilbage, og Østrig gik ind i en periode med mindre politisk stabilitet. SPÖ dannede en koalitionsregering med Frihedspartiet (FPÖ), der hermed for første gang fik virkelig betydning på den politiske scene. Partnerskabet skabte spændinger i begge partier og blev forstærket af striden om den fhv. FN-generalsekretær Kurt Waldheims præsidentkandidatur pga. hans påståede delagtighed i krigsforbrydelser under 2. Verdenskrig. Nationalt som internationalt blev den politiske idyl om Østrig brudt i 1986; koalitionsregeringens sprængning og det påfølgende nyvalg i november s.å. understregede kun dette. Både FPÖ og et nyt parti, De Grønne, gik frem ved valget. Under indtryk af dette gik de to store gamle partier (SPÖ og ÖVP) sammen i nye koalitionsregeringer, men dette kunne ikke dæmme op for den omstrukturering af det politiske landskab, som er fortsat til nu: Et FPÖ, siden 1986 ledet af Jörg Haider, på stadig politisk fremmarch på bekostning af de store partier under massiv kritik af korruption, indvandrerpolitik og hjulpet af store skandalesager, som har berørt ledende personer i de store partier, der siden 1945 har delt magten.

SPÖ og ÖVP havde sammen magten, indtil ÖVP efter valget i oktober 1999 indgik en koalition med FPÖ. De to partier, FPÖ og ÖVP, var da blevet lige store, mens SPÖ var gået voldsomt tilbage. Regeringskoalitionen rystede EU-landenes tillid til Østrig, der ellers efter østkommunismens sammenbrud i 1989 var blevet integreret i det europæiske samarbejde og 1994 medlem af EU. FPÖ blev beskyldt for at være et racistisk parti med højrepopulistiske træk nær nazismens. Derfor blev Østrig en tid sat under observation og påført diplomatiske sanktioner af EU, der dog alle ophævedes i efteråret 2000. Denne behandling af Østrig satte en debat i gang i alle EU-lande om det omfang, der skal kunne gribes ind i medlemslandenes indenrigspolitiske forhold. Endelig blev Østrigs offerrolle under 2. Verdenskrig på ny anfægtet af en kritisk verdensopinion.

I begyndelsen af 2001 indgik den østrigske regering og en række firmaer en aftale om at betale kompensation for nazisternes beslaglæggelse af jødisk ejendom under 2. Verdenskrig. Koalitionen mellem FPÖ og ÖVP brød sammen i september 2002 efter en magtkamp i FPÖ mellem en pragmatisk fløj i partiet og den tidligere partileder Jörg Haider. Kansleren, Wolfgang Schüssel fra ÖVP, lod regeringen træde tilbage og varslede snarlig udskrivelse af valg.

Ved valget i november 2002 fik FPÖ 10% af stemmerne, mens ÖVP fik mere end 42%. I februar 2003 blev ÖVP og FPÖ enig om at fortsætte deres koalitionsregering, dog med færre FPÖ-ministre. Forbundsdagsvalget i oktober 2006 førte til en smal sejr for SPÖ, som fra januar 2007 indgik i en koalitionsregering med ÖVP under ledelse af SPÖs Alfred Gusenbauer. Koalitionen brød sammen i juli 2008, hvorefter Gusenbauer måtte udskrive valg. Her gik både SPÖ og ÖVP tilbage, mens den yderste højrefløj, repræsenteret af partierne FPÖ og Jörg Haiders nye parti BZÖ, fik tilsammen 29% af stemmerne. Haider omkom ved et trafikuheld i september 2008. I december blev der dannet en socialdemokratisk-konservativ regering med Werner Faymann fra SPÖ som kansler. I forbindelse med flygtningekrisen i 2015-16, hvor 90.000 flygtninge søgte om asyl i Østrig alene i 2015, lagde Østrig loft over antallet af migranter og asylansøgere, landet ville modtage. Faymann trådte tilbage som kansler i 2016. Ved præsidentvalget i 2016 var Norbert Hofer fra FPÖ meget tæt på at vinde 2. valgrunde; i stedet blev det den tidligere leder af De Grønne, Alexander Van der Bellen, der blev ny præsident som uafhængig.

Læs også om Østrigs forhistorie, landets tidlige historie eller om Østrig i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, John T. Lauridsen: Østrig - historie (fra 1919) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=185237