Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Østrig - historie

Oprindelige forfattere ABN og MeHa Seneste forfatter Redaktionen

Østrig 1521-1795.

Østrig 1521-1795.

I 15 f.Kr. blev Alpeområdet syd for Donau erobret af romerne; i 40'erne e.Kr. under kejser Claudius etableredes provinsen Noricum, hvis udstrækning stort set svarer til det nuværende Østrig; Tyrol indgik dog i provinsen Raetia. Den østligste del tilhørte provinsen Pannonia; her anlagde romerne ved Romerrigets grænse legionslejren Vindobona, og den civilbosættelse, der opstod i tilknytning hertil, udviklede sig til den nuværende hovedstad, Wien. Fra slutningen af 100-t. e.Kr. øvede germanske stammer et hårdt pres mod grænsen, og som følge af ostro- og visigoternes angreb i begyndelsen af 400-t. mistede romerne kontrollen med området.

Middelalderen

I 500-600-t. trængte de germanske bajuvarer ind i Donau- og Alpelandet. Samtidig blev den sydøstligste del af det nuværende Østrig befolket af slaviske stammer, forfædrene til vore dages slovener. Bajuvarernes stammeområde kom under Frankerrigets indflydelse og blev udvidet mod øst og sydøst, efter at Karl den Store 791-96 havde knust avarernes rige i det nuværende Ungarn. De germanske nyerhvervelser gik i slutningen af 800-t. tabt til de fremstormende magyarer, men da Otto 1. den Store i 955 havde tilføjet magyarerne et afgørende nederlag, blev der på ny oprettet grænsemarker for den tyske kolonisation.

Historisk oversigt
ca. 100.000 f.Kr.moustérienkultur
ca. 35.000 f.Kr.aurignacien- og gravettienkulturer
ca. 5500 f.Kr.landbrug indføres
ca. 2200-800 f.Kr.bronzealder; højgravs- og urnemarkskultur
ca. 700-450 f.Kr.jernalder; Hallstatt- og La Tène-kulturer dominerer
15 f.Kr.romerne erobrer de østrigske områder syd for Donau og danner her senere provinserne Raetia, Noricum og Pannonia
400-t.romerne mister kontrollen med området efter ostro- og visigotiske angreb
500-600-t.germanske bajuvarer trænger ind i den nordlige del af det nuværende Østrig, slaviske stammer trænger ind i den sydlige del
700-t.bajuvarerne kommer under frankisk indflydelse
955Otto 1. den Store opretter markgrevskabet "Ostmark", senere "Ostarrichi", som en del af grænsemarken for den tyske kolonisation
1452-1806Huset Habsburg er indehaver af den tysk-romerske kejserværdighed
1453Østrig bliver ærkehertugdømme
1526Ferdinand af Habsburg vælges til konge i Bøhmen og Ungarn; forbindelsen mellem Østrig, Bøhmen og Ungarn varer indtil 1918
1529osmannerne belejrer Wien
1555den augsburgske religionsfred bliver indledningen til en længere rekatolicering i Østrig og Bøhmen
1618-48Trediveårskrigen; Østrig styrker sin stilling i Centraleuropa
16832. osmanniske belejring af Wien
1699efter Freden i Karlowitz afstår sultanen Ungarn, Transsylvanien og Slavonien til Østrig, som bliver den nye stormagt i Centraleuropa
1701-14Den Spanske Arvefølgekrig; Milano og De SpanskeNederlande kommer under den habsburgske krone
1740-48Den Østrigske Arvefølgekrig; Maria Theresia garanteres de østrigske arvelande, men mister Schlesien
1756-63Syvårskrigen; Østrig opnår ikke den ønskede tilbageerobring af Schlesien, men befæster sin stilling som stormagt i Centraleuropa
1772ved Polens første deling tilfalder Maopolska og Galicja Østrig
1804Frans 2. udråber sig selv til arvekejser af Østrig under navnet Frans 1. og ophæver to år senere Det Tysk-romerske Kejserrige
1814-15på Wienerkongressen nyordnes det europæiske magtbalancesystem med Østrig som den dominerende magt i Centraleuropa
1848-49folkelige oprør; kejser Ferdinand 1. abdicerer til fordel for sin nevø, Frans Josef 1.
1864s.m. Preussen besejrer Østrig Danmark
1866Østrig taber krigen mod Preussen
1867-1918Det Østrig-ungarske Dobbeltmonarki
1879Østrig-Ungarn og Tyskland i forsvarsforbund, som tre år senere udvides med Italien og bliver til Tripelalliancen
1908Østrig-Ungarn annekterer Bosnien-Hercegovina
1914det habsburgske tronfølgerpar myrdes i Sarajevo; mordet er den umiddelbare årsag til 1.Verdenskrig
1918Ententemagterne tvinger Østrig-Ungarn til en våbenhvile; Karl 1. abdicerer, kejserriget opløses, og republikken Østrig udråbes
1919med indgåelse af Saint-Germain-traktaten må Østrig afgive Sudeterland og Sydtyrol samt give afkald på at blive forenet med Tyskland
1920-38første østrigske republik
1933forbundskansler Dollfuß sætter forfatningen ud af kraft
1938Anschluß; Østrig indlemmes i Tyskland, 1939-42 under navnet Ostmark
1939-45Østrig deltager i 2.Verdenskrig som del af Tyskland
1945sovjetiske og amerikanske tropper erobrer Østrig og besætter landet sammen med Frankrig og Storbritannien; forfatningen fra 1920 genindføres
1947-66SPÖ og ÖVP danner koalitionsregering
1955med en statsaftale afsluttes besættelsen af Østrig; landet skal fremover være neutralt og må ikke forenes med Tyskland; Østrig bliver medlem af FN
1960Østrig bliver medlem af EFTA
1995Østrig bliver medlem af EU
2000ÖVP og det højre-nationalistiske FPÖ danner koalitionsregering

Et af markgrevskaberne var Ostmark, der fra 996 omtales som Ostarrichi. Andre var Steiermark og Krain, mens Kärnten i 976 blev udskilt fra Bayern som et selvstændigt hertugdømme. Den førende tyske stormandsslægt i området var babenbergerne, som fra 1156 kunne kalde sig hertuger af Østrig og i 1192 erhvervede hertugdømmet Steiermark. Da slægten uddøde i 1246, besatte den bøhmiske konge Přemysl Ottokar 2. både Østrig og Steiermark, og i 1269 arvede han Kärnten og Krain. Det tjekkiske dynastis forsøg på at udstrække Bøhmens magt til Adriaterhavet blev forpurret af den tyske kong Rudolf 1. af Habsburg, der i 1278 besejrede Ottokar i et afgørende slag ved Dürnkrut nord for Wien. I 1282 forlenede Rudolf sine sønner med hertugdømmerne Østrig og Steiermark.

Annonce

Den Habsburgske ekspansion

1282-1918 var Østrigs historie uløseligt forbundet med dynastiet Habsburg. Slægtens ældste besiddelser lå i det nuværende Schweiz og Sydvesttyskland, men i løbet af senmiddelalderen kom habsburgerne til at betragte de østrigske lande som basis for deres husmagt. Haus Österreich blev et synonym for Habsburg. I 1335 erhvervede de Kärnten og Krain, i 1363 Tyrol. Habsburgerne kunne herefter kontrollere vigtige handelsveje mellem Tyskland og Italien, og de rige malmforekomster i arvelandene dannede grundlag for bjergværksindustriens vækst. Med det økonomiske opsving fulgte øget politisk anseelse i Det Tysk-romerske Rige; i tidsrummet 1452-1806 var Habsburg fast indehaver af den tysk-romerske kejserværdighed (bortset fra årene 1742-45), og i 1453 blev Østrig ophøjet til ærkehertugdømme. En alvorlig krise indtraf, da den ungarske kong Matthias Corvinus 1485-87 erobrede størstedelen af Østrig med hovedstaden Wien. Kejser Maximilian 1. genforenede dog de østrigske arvelande i 1493 og fortsatte den habsburgske ekspansion ved hjælp af en fremsynet ægteskabspolitik. Gennem Maximilians ægteskab med Maria af Burgund erhvervede huset Habsburg bl.a. Nederlandene og Burgund samt Spanien og de spanske besiddelser i Syditalien og Amerika. Andre ægteskabstraktater med Bøhmen og Ungarn åbnede muligheder for en habsburgsk tronfølge i disse lande. Da den unge kong Ludvig 2. af Bøhmen og Ungarn i 1526 døde barnløs efter Slaget ved Mohács, valgte de bøhmiske stænder og en del af den ungarske adel Ferdinand af Habsburg til konge. Herved skabtes en historisk forbindelse til Bøhmen og Ungarn, der først opløstes i 1918.

Tyrkerkrige og modreformation

Af sin ældre bror Karl 5. havde Ferdinand i 1521 fået overladt styret i de østrigske arvelande, der efter osmannernes sejr ved Mohács fik en udsat position som kristenhedens bolværk mod islam. Det lykkedes Ferdinand 1. at afværge tyrkernes belejring af Wien i 1529. Han formåede dog ikke at sætte sig i besiddelse af hele Ungarn, hvor adelens flertal havde valgt en national modkonge, János Szapolyai (1487-1540), der fik støtte af sultan Süleyman 1.

Efter sit sejrrige felttog i 1541 indlemmede Süleyman det centrale og sydlige Ungarn i Osmannerriget, mens Transsylvanien fik status som tributpligtigt fyrstendømme. Også Ferdinand måtte lide den tort at betale tribut til sultanen for sin besiddelse af det vestlige og nordlige Ungarn. Til gengæld kunne han smykke sig med den tysk-romerske kejsertitel efter Karl 5.s abdikation i 1556. Den augsburgske religionsfred indvarslede en langsigtet rekatoliceringskampagne i Østrig og Bøhmen. Jesuiterordenen blev indkaldt, og habsburgernes indenrigspolitik tog herefter sigte på at centralisere magten ved en styrkelse af det katolske monarki på bekostning af de overvejende protestantiske stænder. Stærkest var modstanden fra de bøhmiske stænder, der kæmpede for at bevare den tjekkiske kirkes egenart og det tjekkiske forvaltningssprog. I 1618 rejste de sig til væbnet opstand, og herved udløstes Trediveårskrigen. Tjekkernes nederlag i Slaget ved Det Hvide Bjerg i 1620 og indførelsen af Verneuerte Landesordnung i 1627 betegnede den habsburgske absolutismes sejr over stændervældet og katolicismens sejr over protestantismen i både Østrig og Bøhmen. I Ungarn nød protestanterne sultanens beskyttelse, men efter den fejlslagne belejring af Wien i 1683 blev osmannerne gradvist trængt mod syd, og ved Freden i Karlowitz i 1699 måtte sultanen afstå Ungarn, Transsylvanien og Slavonien til Østrig, der hermed blev den dominerende stormagt i Centraleuropa.

Frem til kejserrigets grundlæggelse

Østrig. Hofmaleren Martin van Meytens d.y. grupperede i 1750'erne den børnerige kejserfamilie i denne pompøse rokokoiscenesættelse på slotsterrassen ved Schönbrunn. Kejserinde Maria Theresia og hendes mand, kejser Frans 1. Stephan, flankerer deres på det tidspunkt 11 børn med den ældste søn Josef (2.) stående i rød dragt. Blandt de mindste børn i baggrunden er Marie-Antoinette, den senere franske dronning. Maria Theresia fødte i alt 16 børn. Maleriet hænger på Kunsthistorisches Museum, Wien.

Østrig. Hofmaleren Martin van Meytens d.y. grupperede i 1750'erne den børnerige kejserfamilie i denne pompøse rokokoiscenesættelse på slotsterrassen ved Schönbrunn. Kejserinde Maria Theresia og hendes mand, kejser Frans 1. Stephan, flankerer deres på det tidspunkt 11 børn med den ældste søn Josef (2.) stående i rød dragt. Blandt de mindste børn i baggrunden er Marie-Antoinette, den senere franske dronning. Maria Theresia fødte i alt 16 børn. Maleriet hænger på Kunsthistorisches Museum, Wien.

Allerede før fredsslutningen havde den ungarske adel fået løfte om at beholde sine gamle privilegier (se Tripartitum) mod at anerkende Habsburgs arveret til den ungarske krone. Også Transsylvanien (Siebenbürgen) fik garantier for sin middelalderlige forfatning. Administrativt var det multietniske Habsburgimperium meget uensartet sammenlignet med de rivaliserende stormagter, hvoraf Frankrig var hovedfjenden. Efter Den Spanske Arvefølgekrig erhvervede Habsburg bl.a. Milano og De Spanske Nederlande (det nuværende Belgien og Luxembourg), efter 1713 kaldt De Østrigske Nederlande. Frankrig søgte nu at omringe Østrig ved at slutte forbund med Osmannerriget, Polen og Sverige. Til gengæld fik Østrig i 1726 en vigtig allieret i den nye stormagt i øst, Rusland, der viste sin værdi som våbenfælle allerede i 1730'ernes krige på Balkan og i Polen. Habsburgs største svaghed var da usikkerheden om tronfølgen. Siden Den Pragmatiske Sanktion i 1713 havde Karl 6. arbejdet for en international anerkendelse af den kvindelige tronfølge i dynastiet. Da datteren Maria Theresia efter hans død i 1740 overtog styret i arvelandene, blev ordningen imidlertid anfægtet af bl.a. den preussiske kong Frederik 2. den Store. Resultatet blev Den Østrigske Arvefølgekrig. Preussen formåede at fastholde erobringen af det strategisk og økonomisk vigtige Schlesien også efter Syvårskrigen 1756-63. Dermed opstod den tyske dualisme, dvs. modsætningsforholdet mellem stormagterne Østrig og Preussen. Ved Polens første deling i 1772 fik Frederik den Store Vestpreussen, mens Maria Theresia tog sig betalt med Małopolska og Galicja. Indadtil gennemførte hun en centralistisk reform af statsforvaltningen, der dog kun berørte absolutismens hovedbastioner Bøhmen og selve Østrig. Inspireret af oplysningsidéerne forordnede hun i 1774 det første obligatoriske almueskolevæsen i Europa; det medførte en hurtig udbredelse af læsefærdigheden og skabte dermed grobund for nationale vækkelser. I samme retning virkede den radikale reformpolitik, der indledtes af hendes søn og efterfølger, Josef 2., som gav trosfrihed til de religiøse mindretal og greb ind mod undertrykkelsen af bønderne. Hans regime 1780-90 mødte voldsom modstand, særlig i Ungarn og Nederlandene, fordi han lod hånt om regionernes særrettigheder og gjorde tysk til eneste forvaltningssprog. Mange af hans 17.000 nye forordninger måtte derfor senere tilbagekaldes. Men hans oplyste enevælde fik varig betydning ved at stille den katolske kirke under statens kontrol; en tredjedel af klostrene blev nedlagt, og de sekulariserede godser indgik i en "religiøs fond", hvis midler blev brugt til opførelse af skoler og hospitaler. Han skabte desuden en ensartet og nidkær embedsstand, hvis retsnormer blev baseret på lovkodifikationerne 1787-88. Den Franske Revolution og koalitionskrigene førte til tab af Nederlandene og bevirkede et indenrigspolitisk omsving, idet Josef 2.s efterfølgere tog afstand fra oplysningsidéerne og slog ind på en konservativ kurs. Som konsekvens af Napoleons nyordning af Tyskland udråbte Frans 2. sig selv til arvekejser af Østrig i 1804 som Frans 1., og to år senere nedlagde han den tysk-romerske kejserkrone.

Kejserriget 1804-1867

Kejserrigets debut på den europæiske arena blev skæmmet af de alvorlige nederlag i slagene ved Austerlitz i 1805 og Wagram i 1809. Det lykkedes dog at slippe ud af Napoleonskrigene uden væsentlige territorielle tab. På Wienerkongressen 1814-15 kunne den østrigske udenrigsminister, von Metternich, optræde som chefdesigner af det nye Europakort, der gav Østrig en dominerende indflydelse i Tyskland og Italien. Under hans ledelse førte Østrig en udenrigspolitik, der tog sigte på at bevare status quo i Europa. Østrigs indenrigspolitik var ligeledes yderst konservativ, idet man søgte at kvæle alle reformtanker og nationale bevægelser ved streng censur og politivold.

Revolutionsåret 1848 rystede regimet for første gang. Voldsomme demonstrationer i Wien tvang Metternich på flugt, og der kom også folkerejsninger i Bøhmen, Ungarn og Norditalien. Takket være de kroatiske troppers loyalitet lykkedes det militæret at få kontrol med situationen i byerne. Kejser Ferdinand 1. abdicerede til fordel for sin unge nevø Frans Josef 1., men den ungarske oprørshær blev først nedkæmpet i 1849 ved hjælp af russiske styrker. Herefter mistede Ungarn sin hævdvundne særstatus. Militære ydmygelser i Italien i 1859 tvang det autoritære regime til forfatningsmæssige eksperimenter (se Oktoberdiplomet og Februarpatentet), der dog ikke fjernede nationaliteternes utilfredshed. Efter den fælles sejr over Danmark i 1864 opstod der uenighed mellem Østrig og Preussen om Slesvig-Holstens fremtid. En krig mellem de to tyske stormagter resulterede i Østrigs nederlag i 1866 og dets udsoning med Ungarn ved det skelsættende Ausgleich i 1867.

Dobbeltmonarkiet 1867-1918

Ved denne udsoning blev Østrig og Ungarn to selvstændige, konstitutionelle monarkier med fælles statsoverhoved og fælles ministerier for udenrigs-, militær- og finanspolitikken (se Østrig-Ungarn). Den østrigske partner i denne union kaldtes Zisleithanien og havde sit parlament (Reichsrat) i Wien. Nyordningen gav polakkerne regionalt selvstyre i Galicja, og her blev polsk fra 1869 ligestillet med tysk i forvaltning, skole og retsvæsen. Ausgleich blev imidlertid en stor skuffelse for tjekkerne. De havde håbet at få samme selvstændighed som ungarerne og valgte at boykotte parlamentet i Wien indtil 1879, da de sammen med polakkerne og tyske konservative dannede basis for Eduard von Taaffes nationale forsoningsregering 1879-93. Ved sprogdekreterne for Bøhmen og Mæhren i 1880 blev tjekkisk ligestillet med tysk i forvaltning og retsvæsen, og en valglovsændring samme år sikrede den tjekkiske middelstand et solidt flertal i den bøhmiske landdag. Universitetet i Prag blev delt i et tjekkisk og et tysk, og herefter havde tjekkerne kontrol med deres eget uddannelsesvæsen. Det slovenske mindretal blev ligeledes tilgodeset af Taaffe. Alligevel øgedes de nationale spændinger. Den antisemitiske agitator Georg von Schönerer (1842-1921) og andre toneangivende modstandere af Taaffe og austroslavismen udarbejdede i 1882 et pantysk program, der foreslog en union med Det Tyske Kejserrige.

Økonomisk var årene efter 1867 præget af et markant opsving. Denne Gründerzeit sluttede med børskrakket i 1873, der gav næring til den folkelige antisemitisme. I Taaffes regeringstid kom der igen gang i hjulene. Den protektionistiske toldtarif (1879) og den hastige udbygning af det statslige jernbanenet betød sammen med åbningen af nye markeder på Balkan, at industriproduktionen fordobledes 1880-95 og tredobledes 1880-1913. Østrig var teknologisk førende inden for bryggeri-, glasværks- og tekstilindustrien, men i takt med våbenkapløbet blev sværindustrien den vigtigste sektor, særlig i Steiermark og Bøhmen-Mæhren. Selvom de tjekkiske lande i 1910 kun tegnede sig for 36% af Zisleithaniens befolkning, udgjorde de 65% af industriens arbejdsstyrke og 68% af maskinkraften; Škodafabrikkerne blev hovedproducent af maskiner og våben.

Den økonomiske udvikling bragte nye massepartier ind på scenen. I 1889 stiftede arbejderføreren Victor Adler Østrigs Socialdemokratiske Parti, der i 1911 blev spaltet i et tysk og et tjekkisk parti. I 1893 grundlagde Karl Lueger Det Kristelig-sociale Parti, der baserede sig på bønderne og det lavere borgerskab. Efter den demokratiske valglov af 1906 blev disse partier toneangivende i parlamentet, og sociale spørgsmål blev sat øverst på den politiske dagsorden. Se også austromarxisme.

Frans Josef 1. var fra 1848 kejser af Østrig og fra 1867 tillige konge af Ungarn indtil sin død i 1916. Kejserinde Elisabeth (Sisi eller Sissi) blev 1898 myrdet af en anarkist. Deres søn, kronprins Rudolf, begik 1889 selvmord (se Mayerling-dramaet).

Udenrigspolitikken rettede sig efter nederlaget i 1866 primært mod sydøst. Den vigtigste rival var Rusland, der med sin panslavisme appellerede til de slaviske folk på Balkan og i selve Østrig-Ungarn. Ruslands nyordning af Balkanstaterne ved Freden i San Stefano i 1878 blev samme år omgjort på Berlinkongressen, der overlod administrationen af Bosnien og Hercegovina til dobbeltmonarkiet. Derved lagdes grunden til en konflikt med Serbien, der fra 1906 begyndte at føre en nationalistisk udenrigspolitik vendt mod Habsburg. Wiens beslutning om at indlemme Bosnien og Hercegovina i 1908 ophidsede både serbere og kroater. De sydslaviske minoriteter i Østrig-Ungarn knyttede nu deres frihedsdrømme til det selvbevidste Serbien, der 1912-13 gik styrket ud af Balkankrigene mod Tyrkiet og Bulgarien. Mordet på det habsburgske tronfølgerpar i Sarajevo på den serbiske nationaldag, 28.6.1914, udløste 1. Verdenskrig, der førte til kejser Karl 1.s abdikation i 1918 og monarkiets afskaffelse. Med Saint-Germain-traktaten i 1919 måtte den østrigske republik opgive det tysksprogede Sudeterland og Sydtyrol samt håbet om at blive forenet med Tyskland.

Læs også om Østrigs forhistorie, Østrigs senere historie eller om Østrig i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Merete Harding: Østrig - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=185229