Faktaboks

Pol Pot

Saloth Sar

Født
19. maj 1925, Prek Sbauv, Cambodia
Død
15. april 1998, Anlong Veng, Cambodia
Levetid - kommentar
Der er tvivl om fødselsåret; nogle kilder angiver 1928.

Pol Pot var en cambodjansk politiker. Pol Pot tilsluttede sig den antifranske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig og blev medlem af det illegale Indokinas Kommunistiske Parti. 1949-53 opholdt han sig i Frankrig på et studieophold. Sammen med en gruppe marxistisk inspirerede cambodjanske intellektuelle udvikledes idéerne om en landbrugsbaseret kommunisme uafhængig af omverdenen. I 1961 blev han under navnet Pol Pot sekretær i Cambodjas Kommunistiske Parti.

I 1963 flygtede han fra Phnom Penh, og partisanbevægelsen Khmer Rouge, der var under Pol Pots ledelse, begyndte en væbnet kamp mod Cambodjas regering. 1975 indtog Khmer Rouge Phnom Penh, og et socialt eksperiment blev iværksat under omfattende brutalitet; det anslås, at 1,5 mio. mennesker blev henrettet eller døde af sult under terrorregimet. Han var premierminister 1976-79. Efter den vietnamesiske invasion i december 1978 begyndte Khmer Rouge med støtte fra USA, Thailand og Kina en kamp mod det vietnamesisk-støttede styre i Phnom Penh.

I 1997 splittedes Khmer Rouge, der i stigende grad var blevet isoleret, og dets ledere vendte sig mod Pol Pot og satte ham i husarrest. Pol Pot døde tilsyneladende af naturlige årsager i en Khmer Rouge-lejr på et tidspunkt, da der var stigende pres fra det internationale samfund for at få ham retsforfulgt for folkemord.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig