Genèvekonferencen, international konference om konflikterne i Korea og Indokina, afholdt april-juli 1954. I sagen om Korea skete intet. I forhandlingerne om afslutningen af krigen i det tidligere Fransk Indokina deltog Frankrig, Storbritannien, USA, Kina, Sovjetunionen, Laos, Cambodja, Viet Minh og Sydvietnam. Flere af disse stater anerkendte ikke hinanden. Ved konferencens sluterklæring, som parterne kun accepterede mundtligt, etableredes våbenstilstand i hele området og en deling af Vietnam ved 17. breddegrad; valg om genforening af Vietnam skulle afholdes senest i juli 1956, men det blev aldrig til noget. Konferencen betød afvikling af Frankrigs engagement i Indokina og samtidig begyndelsen til USA's indtræden i konflikten.