Ban Kao, oldtidskultur fra ca. 1800-1000 f.Kr., kendt fra provinsen Kanchanaburi i Vestthailand, fra området videre ned over halvøen og et godt stykke ind i Nordmalaysia. Bopladserne ligger oftest på gamle flodterrasser eller på søbredder. Der findes vidnesbyrd om, at befolkningen har boet i huse på pæle med stråtag og rundet gavl. Fund af kornsegle af kinesisk type antyder, at man dyrkede ris, ligesom mange svineknogler tyder på en vis svineavl. Desuden har man jagtet dyr og fugle og fanget fisk, samlet flodmuslinger samt land- og havskildpadder. Muslingeskallerne brugtes til skærende og skrabende redskaber og dyreknoglerne til spyd, pilespidser og fiskekroge.
De døde blev begravet på bopladsen eller i huler og i nogle tilfælde dækket af et svineskind. De blev anbragt uden fast orientering og med et varierende antal gravgaver, oftest keramik og stenøkser. Levealderen var kort, idet den kun sjældent oversteg 35 år. Gravkeramikken er formmæssigt meget forfinet, oftest uornamenteret. Visse muslingeskalsperler tyder på kontakt til en kystnær kultur i Sydvestthailand, mens den kinesiske segltype, udøvelse af shamanisme og varselstagning på skulderblade fra dyr tyder på kontakt med eller muligvis kulturel oprindelse i Kina.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.