Thailand - geografi

Etnisk er befolkningen ret homogen. Den årlige befolkningsvækst var i 1970'erne 2,7% om året, men er siden faldet til under det halve. Baggrunden er bl.a. en udbredt brug af prævention og en stigende gennemsnitsalder ved indgåelse af ægteskab.

I rejsebrochurerne præsenteres Thailand som "Smilets Land", og siden 1982 har turisme været den vigtigste post i udenrigsøkonomien; i 2001 kom 10,1 mio. besøgende til landet. Blandt de vigtigste attraktioner er klimaet, de hvide badestrande, palmebevoksede øer, nationalparkernes dyreliv og de farverige templer, men også den omfattende sexindustri, specielt i Bangkok og badebyen Pattaya. Prostitution er formelt forbudt i Thailand, men det skønnes, at der er ca. 1 mio. i erhvervet. Turimeerhvervet blev hårdt ramt af Tsunamikatastrofen i december 2004, hvor mere end 5000 personer omkom, fortrinsvis i turistområderne på vestkysten.

I slutningen af 1980'erne var Thailands økonomi en af de hurtigst voksende i verden. Denne økonomiske vækst var forbundet med en kraftig stigning i industrieksporten og med store summer indtjent i turistindustrien. Fra helt overvejende at have været en landbrugsøkonomi i 1950'erne er der sket en markant ændring af landets økonomiske struktur, men selvom landbrugets andel af både BNP og eksport udviser en klart faldende tendens, indtager dette erhverv stadig en central placering med ca. 60% af landets befolkning beskæftiget. Mht. flere landbrugsprodukter (ris, gummi, kassava og sukker) indtager Thailand stadig pladsen som en af de største eksportører i verden. Karakteristisk for det thailandske landbrug er den diversificering, der er sket specielt siden 1960'erne. I 1950'erne domineredes ikke kun landbrugseksporten, men også landets samlede eksport af tre produkter: ris, gummi og teak. Disse blev senere suppleret med en række produkter som majs og sukker, der for alvor slog igennem som eksportprodukter i 1960'erne. Siden er udvalget blevet udvidet til at omfatte frugt (frisk og forarbejdet), frossent fjerkræ, grøntsager, jordnødder, bønner, blomster og forskellige former for krebsdyr, der opdrættes på dambrug anlagt på tidligere risjord eller i mangroveområder. En vigtig faktor i udviklingen var den høje internationale efterspørgsel og gode priser på mange af eksportafgrøderne. Både diversificeringen og stigningen i landbrugets produktion skete helt frem til begyndelsen af 1980'erne, især ved en udvidelse af det dyrkede areal. De nye afgrøder har derfor været et supplement til dyrkningen af ris, og udviklingen er ikke sket på bekostning af risen.

Opdyrkningen af nyt landbrugsland fandt sted i kølvandet på udbygningen af landets vejnet. Denne var motiveret af nationale sikkerhedshensyn og finansieret af amerikansk støtte; den fandt sted på et tidspunkt, hvor Thailand skulle fungere som garant for den "frie og demokratiske verden" i SØ-Asien. De afsidesliggende landsbyer skulle integreres i den nationale økonomi, og en øget produktion og afsætning af eksportafgrøder skulle sikre de fattige landsbyer den økonomiske velstand, som ville gøre dem immune over for kommunistisk propaganda. At landbrugets produktion især blev øget gennem inddragning af nyt landbrugsland, resulterede i, at marginaljorder af ringe kvalitet i stigende grad blev opdyrket. Da kun en mindre del (ca. 5 mill. ha i 2001) af det totale landområde er under kunstvanding, har resultatet været, at store dele af det thailandske landbrug har lave hektarudbytter.

Opdyrkningen af ny jord har medført en kraftig reduktion i landets skovareal. Hertil kommer, at brændeindsamling og kommerciel skovhugst med kun lille eller slet ingen genplantning har gjort sit indhug i landets skovresurser. I et forsøg på at bremse denne udvikling indførte regeringen hugstforbud i 1989, efter at voldsomme jordskred og oversvømmelser i Sydthailand blev forbundet med ukontrolleret skovning. Dette forbud har dog været svært at gennemføre i praksis.

Ved inddragelsen af ny landbrugsjord gjorde den thailandske regering ikke meget ud af at udstede skøder til bønderne, og der er stor uklarhed mht. ejerforholdene. Det er anslået, at kun omkring 60% af bønderne i Thailand dyrker jord, til hvilken de har den formelle ejendomsret, der gør det muligt for dem at stille jorden som sikkerhed for banklån. Uklarheden om ejerforhold har ligeledes skabt problemer for mange bønder, i takt med at regeringen er begyndt at udstede koncessioner til en kommerciel udnyttelse af degraderede skovområder, ofte tildelt træ- og papirmassefabrikker, der etablerer plantager med fx eukalyptus til fremstilling af træmasse. Det har ført til talrige konflikter, da disse områder i mange tilfælde dyrkes af bønder uden formel ejendomsret til jorden.

Fiskeri. Thailand har en lang kystlinje og en af verdens største fiskerflåder. Overfiskning i Thailandbugten førte i 1970'erne til nedgang i fangsterne, men aftaler med bl.a. Bangladesh, Indien og Oman gav mulighed for fjernfiskeri. I SØ-Asien er spørgsmålet om fiskeri en hovedkilde til konflikter mellem landene.

Minedrift og industri. Tin har traditionelt været en vigtig eksportvare og er fortsat af betydning. Det gælder også landets produktion og eksport af smykkesten, som er blandt verdens største.

For at mindske olieimporten til elproduktion er udnyttelsen af brunkul blevet øget, og det har flere steder medført store problemer med luftforurening. Olie- og naturgasreserverne er begrænsede, men er siden 1980'erne blevet udnyttet offshore i Thailandbugten.

Udbygningen af den industrielle produktion er gået gennem to faser. I 1960'erne skete det ved såkaldt import-substitutions-industrialisering (ISI). Tilskyndet af bl.a. fritagelse fra skat og beskyttet af importhæmmende told opbyggedes i den periode en del industri, der producerede varer til hjemmemarkedet, som tidligere var blevet importeret. Størstedelen af denne industri blev placeret omkring Bangkok, som udgjorde landets største marked. Meget af det var lettere bearbejdning af landsbrugsprodukter, fremstilling af dyrefoder og tekstilindustri. Fra begyndelsen af 1970'erne satsede regeringen på en eksportrettet produktion, og denne var fra begyndelsen tæt forbundet med agroindustrielle produkter og kom for alvor i gang først i 1980'erne, da en lang række udenlandske firmaer flyttede arbejdsintensive industrier til Thailand. Specielt var det produktionen af tekstil, beklædning og fodtøj til eksport, der steg markant. Senere blev eksporten mere bredt sammensat, i takt med at arbejdsintensive dele af en højteknologisk produktion i udlandet blev flyttet til Thailand. Der var især vækst inden for elektroniske og elektriske produkter som fx computere. Der var ofte tale om virksomheder fra Japan og de såkaldte nyindustrialiserede lande i Asien (Taiwan, Sydkorea), som placerede den arbejdsintensive montage i Thailand, mens de højteknologiske dele af fremstillingen samt design og markedsføring lå uden for Thailand. Disse virksomheder flyttede dele af deres produktion til Thailand for at drage nytte af skattefordele og lave lønninger samt for at omgå amerikanske handelsrestriktioner.

Indvandring fra land til by og illegal arbejdskraft fra nabolandene har medvirket til at opretholde et lavt lønniveau. Siden midten af 1990'erne har Thailand imidlertid oplevet et fald i de udenlandske investeringer og en faldende eksportindtjening, som kædet sammen med et stadig stigende handelsunderskud kulminerede med den økonomiske krise, som ramte landet i 1997. De før så imponerende vækstrater blev erstattet af negative tal.

Læs mere om Thailand.