Savu, Sabu, Pulau Sawu, isoleret beliggende ø i det sydlige Indonesien mellem Timor og Sumba; 461 km2, 91.900 indb. (2009). Den flade, tidligere skovklædte ø dækkes nu af græs og savannebevoksning. Savu er rituelt opdelt mellem flere stammer med hver deres ritualer, kalendere og væveskikke; ikat-vævning fra Savu er kendt over hele Indonesien. Tidligere var rituel krigsførelse mellem stammerne almindelig. Kaptajn Cook besøgte øen i 1770.