Sarawak

Sarawak, delstat i Malaysia på Borneos nordlige del; 124.449 km², 2,42 mio. indb. (2010). Hovedby: Kuching. Indesluttet i Sarawak ligger det selvstændige land Brunei.

Det lavtliggende kystområde er præget af en indskåret kystlinje og mange floder, der udspringer i bjergene mod syd og øst. Langt størstedelen af befolkningen bor i dette kystbælte; de fleste er indvandrede malajer og kinesere. De oprindelige befolkningsgrupper, hvoraf nogle fortsat bor i langhuse, omfatter bl.a. iban ('sø-dayaker'), bidayuh ('land-dayaker') og orang ulu, der er en samlebetegnelse for stammefolk i de nordøstlige bjergegne. Svedjebrug praktiseres fortsat (ris og grøntsager), peber er en vigtig salgsafgrøde, og dyrkning af oliepalmer har voksende betydning. Sarawaks økonomi er dog nu helt domineret af olie- og naturgasfelter i Det Sydkinesiske Hav; kystbyerne Miri og Bintulu er centre for denne virksomhed, mens en del udenlandsk elektronikindustri har etableret sig i Kuching.

Store dele af Sarawak er fortsat dækket af tropisk regnskov, men intensiv tømmerhugst har siden 1980'erne reduceret arealet og vakt international bekymring for miljøet og de oprindelige folks rettigheder. Også vandkraftprojekter har givet anledning til kritik, bl.a. det gigantiske vandkraftværk Bakun som er under opførelse.

Sarawak var fra 1300-t. en del af Majapahitimperiet og kom efter dettes fald til at høre under sultanatet Brunei. Den britiske eventyrer James Brooke hjalp i 1839 sultanen med at slå et oprør ned og fik som belønning titel af rajah af Sarawak. Slægten Brooke beholdt grebet om Sarawak indtil 1941. I 1946 blev Sarawak britisk kronkoloni, og i 1963 indlemmedes det i Malaysia.