Palawan, den vestligste ø i Filippinerne, beliggende mellem Mindoro og Borneo; 11.785 km2, 771.700 indb. (2010). Øen er 430 km lang, smal og bjergrig og har stadig megen oprindelig regnskov; på trods af beskyttelsesforanstaltninger er skovarealet i hastig tilbagegang. Det interessante dyreliv minder om faunaen på Borneo, som hang sammen med Palawan for 10.000 år siden.

I skovene på øens sydlige del lever flere grupper af oprindelige folk, men i øvrigt domineres befolkningen mod nord af kristne indvandrere fra Visayas-øerne og mod syd af moro- folket. Ud for kysterne fanges en stor del af filippinernes spisefisk, og der er offshore olieudvinding. Turismen er stærkt voksende.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig