Mentawaiøerne, Kepulauan Mentawai, indonesisk øgruppe ud for Sumatras sydvestkyst. Der er fire større og en lang række mindre øer. En stor del er dækket af tropisk regnskov. Indbyggerne (76.400 i 2010) er protomalajiske stammefolk, og de fleste er nominelt kristne, men med stærke islæt af åndetro. Sakkudai-stammen på den største af øerne, Siberut, er kendt for sit komplicerede trossystem. Indbyggerne var oprindelig samlere og jægere, men dyrker nu landbrug og assimileres i det moderne Indonesien.