Jakarta, tidl. Batavia, hovedstad i Indonesien; 9,6 mio. indb. (2010). Byen er næsten sammenvokset med nabobyerne Bogor, Tangerang og Bekasi; byområdet Jabotabek har ca. 28 mio. indb. Jakarta ligger på en slette ved floden Ciliwungs udløb på det nordvestlige Javas kyst. Området rammes af tilbagevendende oversvømmelser under monsunen oktober-marts. Tidligere var byen især administrationscentrum og handelsby, men megen nyetableret industri findes nu i byens omegn.

Bybilledets udvikling afspejler de forskellige magthavere gennem tiden. Under kolonitiden var byen opdelt i områder for kinesere, arabere, hollændere og indonesere. Efter selvstændigheden satte præsident Sukarno sit præg med en lang række statuer og monumenter, og nu fremstår Jakartas centrum som en kosmopolitisk storby med brede boulevarder og forretningskvarterer i marmor og glas. Imponerende motorvejsbyggerier har til dels afhjulpet de store trafikproblemer i kæmpebyen, men bidrager også til en intens luftforurening. Generelt har udbygningen af infrastruktur haft svært ved at følge med den enorme byvækst; bl.a. kan man finde åbne kloakker side om side med moderne skyskrabere. Mange slumområder er dog i 1980'erne og 1990'erne blevet ryddet og erstattet af shoppingcentre og hoteller. Hotel Indonesia i 14 etager, byens første højhus, blev bygget i 1950'erne; det ligger nu skjult blandt skyskrabere langs hovedgaden Jalan Thamrin.

Under den vældige byudvikling har en stor del af Jakartas indbyggere måttet flytte, og på omegnens tidligere rismarker vokser forstæder frem med boliger for middelklassen; pendlingsafstanden til centrum er ofte halvanden time. Som turistmål synes Jakarta undervurderet; byen har bl.a. flere museer, monumenter og en interessant havn med sejlskibe. Også jazz- og teaterlivet indbyder til besøg. Trafikhavnen Tanjung Priok og lufthavnen Soekarno-Hatta er begge de største i Indonesien.

Under landets politiske og økonomiske krise 1997-98 var der omfattende demonstrationer i byen mod Suhartos regering; flere blev dræbt, men uroen ophørte, da præsidenten trådte tilbage.

Der har været bosættelser i området siden 400-t. Sultanen af Bantam slog i 1527 portugiserne her og kaldte derefter stedet Jayakerta. I 1619 erobrede og ødelagde hollænderne under Jan Pieterszoon Coen byen og anlagde Batavia, der blev centrum for Hollands ostindiske kolonier frem til Indonesiens selvstændighed i 1949. Da blev byen hovedstad og omdøbt til Djakarta, fra 1972 Jakarta.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig