Chulalongkorn

Chulalongkorn var konge af Siam fra 1868 som Rama 5. (se Chakkridynastiet). Fra sin far, Rama 4., arvede Chulalongkorn sin ansvarsbevidsthed over for fædrelandet og sine ambitiøse moderniseringsplaner.

Hans regeringsår mindede på mange måder om den samtidige oplyste Meijiperiode i Japan (1868-1912). Han foretog efter sin kroning i 1873, da han var blevet myndig, rejser til Java og Indien for at lære europæisk administration at kende. Han ophævede rigorøse regler såsom forbudet mod, at undersåtter betragtede kongens åsyn; han forbød slaveriet i 1874 og skabte en gældfri bondestand. Skatteopkrævningen centraliseredes, og retsvæsenet internationaliseredes. Jernbaner blev bygget fra Bangkok mod nord, øst og syd til afløsning af flod- og kanalsystemerne. Også inden for undervisningen forsøgtes reformer, som dog først virkeliggjordes under hans søn Rama 7.; således oprettelsen af Chulalongkorn Universitet i Bangkok i 1917.

Udenrigspolitisk stræbte Chulalongkorn efter at holde sig neutral i forholdet mellem Storbritannien og Frankrig. Særlig Frankrig pressede stadig på med territoriale krav, og i 1893 lå en krigstrussel i luften. Siam måtte opgive sine besiddelser øst for Mekongfloden til Frankrig, som derved udvidede de laotiske og cambodjanske områder betydeligt. Efter britisk pres garanterede Storbritannien og Frankrig i 1886 Siams fortsatte eksistens som selvstændigt land. I 1909 opgav Storbritannien sine eksterritoriale krav, mod at de fire malaystater Kedah, Kelantan, Perlis og Trengganu overgik fra siamesisk til britisk overhøjhed. Hermed var det moderne uafhængige Thailand skabt.

Både i administrative og i politiske sager støttede Chulalongkorn sig i høj grad på dygtige kongelige prinser. Han foretog to rejser til Europa i 1897 og 1907, hvorunder han bl.a. besøgte Danmark, ligesom danskere spillede en ikke uvæsentlig rolle under hans moderniseringer.